Mange af de møbelklassikere, som står på designmuseer rundt om i verden og handles til skyhøje priser på auktionerne og i forretninger med »Danish Modern«, har haft deres debut på en af Københavns Snedkerlaugs møbeludstillinger. De var tilbagevendende tilløbsstykker i årene 1927 til 1966, og de var den »fede jord«, arkitekter og snedkermestre voksede i.
Nogle år var udstillingen selvfølgelig mere interssant end andre. I 1949 var den exceptionel. »Flere af møblerne vandt hurtigt berømmelse og blev ophævet til tidløse klassikere,« skriver Per H. Hansen i bogen »Da danske møbler blev moderne.«
En af disse tidløse klassikere var Axel Bender Madsen og Ejnar Larsens Metropolitanstol.
Den blev vist samtidig med Jacob Kjærs FN-stol, Finn Juhls Høvdingestol og Hans J. Wegners »the chair« og vidner om en rasende trang til eksperimenter med nye materialer, nye konstruktionsprincipper og nye former, som ikke havde kunnet komme ud i virkeligheden under Besættelsen.
I samarbejde med snedkermester L. Pontoppidan præsenterede Madsen og Larsen en model, hvor ryg og armlæn var formbøjet i tynde plader af sammenlimede krydsende finerer. Så ubesværet! Ryglænet havde fået et vrid, så det blev behageligt at sidde op imod, og fortsatte naturligt som armlæn, der blev »knappet« på stolebenene.
Møbelproducenten Fritz Hansens eftf, som også var fascineret af krydsfiner, producerede stolen i fem-seks år, og i 1959 kom den i en ny og langt mere luksuøs snedkermesterudgave, nu med ryg og armlæn i kernelæder.
Metropolitanstolen regnes for Bender Madsen og Ejnar Larsens hovedværk, men de har sandt for dyden andet på samvittigheden.
År efter år deltog de på Snedkerlaugets møbeludstillinger, ofte med det foretrukne skulturelle eksperiment, »Stolen«, men sandelig også med totalindretninger af dagligstuer, soveværelser – eksempelvis et mahogniarrangement separat til »husets frue« – konferencemøbler, byggereoler, skamler, spiseborde med tilhørende stole, sovebrikse mm.
I en anmeldelse af udstillingen i 1952 skrev Erik Lassen: »Bender Madsen og Ejnar Larsen slutter sig nærmest til den wegnerske retning inden for moderne, dansk møbelkunst. Men de er ikke eftersnakkere, de arbejder tværtimod selvstændigt og dygtigt.«
Den beskrivelse falder godt i tråd med Bender Madsens egen udlægning: »Det, som Ejnar Larsen og jeg har lavet, er foreneligt med den tankegang, som vi lærte af Kaare Klint (der underviste på Møbelskolen, red.) om det funktionelle og det naturlige. De krav, der stilles, bestemmer udformningen.«
Form og funktion var også nøje gennemtænkt i formgivningen af det pibe- og tobaksbord, kong Frederik 9. fik foræret på Snedkerlaugets udstilling i 1966 som tak for, at Majestæten havde været udstillingens protektor i 30 år.
»Vi fandt hurtigt ud af, at det var rart med noget, der var til at lukke op fremfor blot et bord med skuffer. Hvis man delte bordet med to klapper, hvor skulle man så gøre af askebægre og så videre? Det blev til fire låg for at skaffe plads til et askebæger i midten af bordet,« forklarer arkitekt Bender Madsen i bogen »Mesterværker« om tobaksbordet i cubamahogni med hjul og sølvbeslag, som han tegnede sammen med arkitekt Ejnar Larsen, og som blev fremstillet hos snedkermester Willy Beck af snedkersvend Hans R. Hansen. I 1966 kunne Bender Madsen fejre 25 års jubilæum som deltagere på de populære møbeludstillinger, og både for ham og Ejnar Larsen blev det den sidste udstilling.
