Sex, drugs & rock'n'roll

Den forrygende og stærkt underholdende »24 Hour Party People« fortæller historien om det internationalt ombejlede musikmiljø i Manchester i 1980erne.

Vi dyrkede sortsynet og supplerede weltschmertzen med dårlig speed til tonerne af Joy Divisions »Love Will Tear Us Apart«. Vi lærte at danse igen til rytmerne fra New Orders »Blue Monday«. Og vi droppede de første ecstasy'er og tog til den syvende kosmiske himmel med Happy Mondays i højttalerne.

80erne havde mange forskellige subkulturelle soundtracks - hip hop fra New York; house fra Chicago; techno fra Belgien og Tyskland - men ingen kunne overhøre lyden fra Manchester, den forfaldne og fattige, nordvestengelske industriby, der fra slutningen af 70erne til starten af 90erne kom på det musikalske verdenskort med en helt ny hybrid imellem aggressiv hvid rock og sexet sort dansemusik...

Omdrejningspunktet for denne provinsrevolution - og for et broget miljø af galninge og genier, der får den danske rockscenes værste udskejelser i samme periode til at minde om en »Far til Fire«-film! - var i hele perioden den universitetsuddannede TV-journalist Tony Wilson, der som tidskrævende »hobby« startede det banebrydende pladeselskab Factory og drev den legendariske natklub Hacienda. Dengang Manchester blev omdøbt til Madchester!

Den arrogante, excentriske og flamboyante, men faktisk stadig sprællevende Wilson optræder selv i en gæsterolle som TV-producer, men spilles ellers i instruktøren Michael Winterbottom og manuskriptforfatteren Frank Cottrell Boyces film »24 Hour Party People« af Steve Coogan.

Håndholdt fiktion

For selvom filmen bygger på Madchester-epoken, ligner en håndholdt dogmedokumentar og har mange af de rigtige navne med som statister, er den en fiktion, en hip, skæv, original blanding af biopic, komedie, rockmusical, spillefilm og sædeskildring. Ovenikøbet en fiktion, der hele tiden gør opmærksom på sig selv som sådan ved at lade Coogan henvende sig direkte til kameraet midt i scenerne som en allestedsnærværende fortæller; en lovlig ironisk og selvsmagende effekt, der bliver irriterende i længden, fordi det virker, somom filmen - i stærk kontrast til 80ernes selvhøjtidelighed - ikke vil tage sit emne seriøst...

Til gengæld er »24 Hour...« en guldgrube af inside-historier om det både kreative og destruktive kaos, der herskede bag kulisserne i det anarkistiske Factory-imperium, hvor Wilson skrev sin første kontrakt (med Joy Division) med sit eget blod, gangstere gradvist overtog kontrollen over natklubben, volden erstattede acid house-bølgens Second Summer of Love (1987), og den hårde livsstil krævede sine ofre undervejs - fra og med den manisk karismatiske Joy Division-forsanger Ian Curtis' selvmord i 1980.

Det er for tidsbilledet og genhøret med noget af 80ernes mest udødelige, uforglemmelige musik - samt indsigten i de ofte rablende skøre rebeller bag den - man skal se den både fascinerende, forrygende og stærkt underholdende »24 Hour Party People« - som ét langt flashback af sex, drugs & rock'n'roll til et årti, hvor en ny generation festede igennem til tonerne fra Manchester!

115 min. Tilladt over 11. Vester Vov Vov samt Øst for Paradis i Århus.