Chefbil til lavpris

Sydkoreanske Chevrolet Epica leverer næsten det hele for den halve pris

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Tjekker man hjemmesiderne hos Audi, BMW og Volvo, er det svært at finde en chefbil - en stor veludstyret sedan - til under 600.000 kr. Men går man til Chevrolet, leveres varen for det halve. Næsten hele varen, for Esp mangler stadig, og Chevrolet har ikke samme prestige og udstråling.

Jamen Chevrolet... - er det ikke en amerikansk bil?

Ikke mere, efter at den sydkoreanske bilindustri har overtaget produktionen af personbilerne Matiz, Kalos, Lacetti, Nubira og Epica samt multibilerne Tacuma og Captiva. De hed tidligere Daewoo og nu altså Chevrolet.

Epica er flagskibsmodellen, og med 6-cylindret motor som standard byder den ind på markedet til priser fra 245.000 kr. Topmodellen står til 320.000 kr. inklusive blandt meget andet automatgear, klimaanlæg, lædersalon, fartpilot, elsæde og ratbetjent lydanlæg med stik på IPod.

Den opskrift skal Audi og BMW have cirka det dobbelte for og Volvo over 500.000 kr.

Men Epica er ingen af de tre, når det gælder sikkerhed og præstationer.

Antiudskridningssystemet Esp er for Chevrolet'en stadig en by i Sydkorea, og Epica er mere en flyder end fighter i sin kørekarakteristik.

Epica er ikke bygget til sportslig kørsel; giver man den gas og hiver i rattet, kan den forekomme sejlende. Til gengæld er koreaneren en yderst behagelig rejsekammerat på langturen. Den er utroligt rummelig både i kabine og bagagerum, 480 liter - og den er støjsvag og komfortabel, når der bare går der-ud-ad med cruise control, regnsensor, klimaanlæg og udmærkede fralægspladser og holder til kaffekoppen.

Testbilen var udrustet med træindlæg i dørene, trærat og -gearknop for cirka 7.000 kr., så der var noget Rover og Jaguar over den. Smag og behag...

Målgruppen? Nu hverken går eller kører man med blød hat mere, så sagt på en anden måde er Epica-køberen nok typisk den distingverede gråhårede Kaj Holger-type, som falder for bilen, fordi man får næsten det hele til den halve pris - og fordi bilen ikke mere hedder Daewoo. Chevrolet smager af Amerika.