Vækst i lille fynsk asfaltfirma

Læs mere
Fold sammen
Når de 59 ansatte i asfaltfirmaet Munck Intercon A/S i Nyborg har fået deres andel i overskuddet på 1,3 mio. kr., så kan firmaet forøge sin egenkapital med den resterende af overskuddet, som efter skat er 9.685,00 kr.

Det overskud er virksomheden tilfreds med, skriver man i regnskabet, og hvis man kigger efter i de seneste års regnskaber i den dansk asfaltbranche, så er der al mulig grund til at være meget tilfreds. De store konkurrenter har nemlig i et dansk asfalt marked med manglende offentlig investeringslyst i veje og deraf følgende overkapacitet problemer med at tjene penge, mens Munck Intercon og andre mindre aktører i asfaltbranchen formår at tjene penge.

- Vi er mere fleksible, fordi vi også kan klare de mindre opgaver, siger selskabets bestyrelsesformand Carl Munck, tidligere mangeårig direktør for Hotel Nyborg Strand og nu både bestyrelsesformand og medarbejder i det asfaltfirma, som hans nu 36-årige søn Hans Christian Munck har stiftet og dygtigt ledet som direktør.

- Overskudsdelingen er en tre år gammel bonusaftale, som gør det muligt for medarbejderne at se nytten af, at de yder en ekstra indsats bl.a. ved at være fleksible, siger Carl Munck.

Virksomheden har et asfaltanlæg i både Langeskov på Østfyn og i Tinglev i Sønderjylland, og det er da også i den syddanske region, at selskabet har sine hovedaktiviteter, nemlig små og store entreprenøropgaver med udlægning af asfalt, overfladebehandling af veje samt asfaltproduktion.

Så der er næppe den flække i Syddanmark, hvor firmaets orange biler og maskiner ikke har været. Sidste år frasolgte firmaet et betonværk og investerede samtidig i asfalt-værket i Tinglev, og desuden har man investeret i nye maskiner.

- Derfor er det nødvendigt, at overskuddet bliver i virksomheden, fordi der er et behov for investeringer, siger Carl Munck.

Det fornemme resultat skyldes en stor omkostningsbevidsthed, som kommer af, at chefen, Hans Christian Munck, ikke nøjes med at sidde på sit konter, men i stedet er tæt på begivenhederne, lige der hvor tingene sker, og asfalten lægges på. Munck Intercon har en række certificeringer inden for miljøledelse, arbejdsmiljø, kvalitetsstyring, og virksomheden kan konstatere, at arbejdet med disse ting har båret frugt.

Dels anvender virksomheder nu færre kemikalier end tidligere, der er færre arbejdsulykker. Det var onsdag ikke muligt at træffe Hans Christian Munck.