... uden en oplagt efterfølger

Mange er kvalificerede, men ingen er det indlysende rigtige valg til at efterfølge Bodil Nyboe Andersen som Nationalbankens chef.

Læs mere
Fold sammen
En nationalbankdirektør skal være en respekteret fagøkonom, en god formidler, en troværdig person og helst også en kender af bankvæsen og finansmarkeder. Og helst så ung, at pensionen ligger et stykke ude i fremtiden.

Den beskrivelse passer på i hvert fald en håndfuld danskere. Men der er ikke én helt oplagt kandidat, lyder vurderingen blandt de økonomer og bankfolk, som Berlingske Tidende har talt med.

Bodil Nyboe Andersen og hendes foregænger Erik Hoffmeyer havde en fortid som både universitetsøkonomer og direktører i pengeinstitutter, inden de kom i spidsen for Nationalbanken. Den type findes ikke rigtig i dag.

Ex-minister tæt på
Tættest på kommer faktisk tidligere skatteminister Carsten Koch (59), der i dag er direktør i Danske Invest. Han har været universitetslektor i ni år. Spørgsmålet er bare, om regeringen kan få sig selv til at udpege en socialdemokrat til posten. Og om ikke en yngre kandidat ville være at foretrække.

Tæt på kommer også Peter Schütze (56) og Christian Clausen (49) fra Nordeas direktion. De har begge en økonomisk baggrund og kunne ligne oplagte kandidater. Deres viden om bankvæsen er i top, men det er ikke sikkert, de er tilstrækkeligt velfunderede i nationaløkonomi.

Det samme gælder i princippet for Jyske Banks topchef Anders Dam, men han er næppe diplomatisk nok, og har også diskvalificeret sig ved sin åbenlyse modstand mod, at Danmark går med i euroen.

Topchef fra ATP
Et andet navn, mange nævner, er ATPs topchef Lars Rohde (50). Han har blandt andet været ansat som økonom i Nationalbanken i 1980erne og kender finansmarkederne godt. Det samme gælder ATPs fondsdirektør Bjarne Graven (40), der i sine år i Nationalbanken i 1990erne gjorde et særdeles godt indtryk.

Nationalbankens direktion har allerede to andre medlemmer, der kunne forfremmes, nemlig Jens Thomsen (62) og Torben Nielsen (57). Men de har alderen imod sig og vurderes også at mangle den nødvendige gennemslagskraft.

Det kan man ikke sige om den tidligere økonomiske overvismand Torben Andersen (48), som er en fremragende formidler. Mod ham taler dog, at han mangler praktisk erfaring fra bankverdenen, og at han er formand for Velfærdskommissionen, som ikke vil være færdig med sit arbejde før til nytår.

Professor Smith
Hvis den nye nationalbankchef også skal være en kvinde, er bedste bud professor Nina Smith (49), der er en meget respekteret praktisk økonom, og som har en høj troværdighed. Men også hun mangler bankerfaring, selv om hun har siddet i bestyrelsen for Nykredit Bank.

Mange iagttagere peger på Økonomi- og Erhvervsministeriets departementschef Michael Dithmer (50), der allerede er næstformand i Nationalbankens bestyrelse. Han er godt inde i både bankvæsen og nationaløkonomi og har bevist sine evner som leder. Men der vil måske blive sat spørgsmålstegn ved Nationalbankens uafhængighed af centraladministrationen, hvis den ledes af en tidligere topembedsmand.

Samme argument kan bruges mod Per Bremer Rasmussen (49), som nu er finansdirektør i Økonomi- og Erhvervsministeriet, men som fra nytår skal være direktør i forsikringsselskabernes brancheorganisation. Men også han har de faglige kvalifikationer i orden.