Skyen trækker større omsætning til Microsoft

Den amerikanske softwarevirksomhed Microsoft havde i første kvartal vækst. Sky-segmentet bidrog til opturen.

Microsoft har i første kvartal hentet flere indtægter fra kunder, som får hjælp fra Microsoft til at lagre ting i skyen. (Arkivfoto) Martin Bureau/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Flere virksomheder får hjælp fra Microsoft til at lagre data i den såkaldte sky, og det bidrager til at løfte de økonomiske resultater hos softwareselskabet.

Det fremgår af Microsofts regnskab for perioden juli til september, også kendt som selskabets første kvartal, der er blevet offentliggjort onsdag aften.

I perioden havde Microsoft samlede indtægter for 33,1 milliarder dollar, hvilket svarer til 222,1 milliarder kroner. Det var en stigning på 14 procent i forhold til den samme periode et år tidligere.

I regnskabet forklarer Satya Nadella, administrerende direktør hos Microsoft, at det blandt andet er selskabets sky-løsninger, der er med til at drive væksten.

I perioden juli til september havde det forretningsområde, der har at gøre med selskabets sky-løsninger, Intelligent Cloud, en omsætning på 10,8 milliarder dollar, svarende til 72,5 milliarder kroner. Det var 27 procent højere end et år tidligere.

/ritzau/