Privat virksomhed vil selv uddanne hjemmehjælpere

Uddannelsen af hjemmehjælpere trænger til at blive nyudviklet. PBH Hjemmehjælpservice har netop etableret et nyt

selskab, som er klar til at tilbyde uddannelse af hjemmehjælpere enten i privat regi eller i samarbejde med det offentlige.


Grænserne

for offentlig-privat samarbejde er i opbrud. ISS er netop - som omtalt i mandagens ErhvervsBladet - gået sammen med Herlev kommune

om at uddanne servicemedarbejdere. Men også på hjemmehjælpsområdet er der behov for nytænkning, når

det gælder uddannelse, mener Pia Baun Hansen, der adm. direktør og indehaver af PBH Hjemmehjælpservice i Lyngby.




PBH er i dag en af de største udbydere af privat hjemmehjælpservice med 80 ansatte.


Pia Baun Hansen har netop

etableret et datterselskab, Internationalt Center for Uddannelse, som får til huse i Ringsted. Her er Pia Baun Hansen i færd

med at indrette et kursuscenter, som åbner 15. maj.


I øjeblikket er hun ved at undersøge mulighederne for

at blive godkendt til at uddanne hjemmehjælpere på kursuscentret - først og fremmest til sin egen virksomhed, men

også gerne til kommunerne og til andre virksomheder.


- Uddannelsen kan foregå i rent privat regi, men det kunne også

meget vel være et udviklingsprojekt i samarbejde med en eller flere kommuner, siger Pia Baun Hansen.


- Fordelen ved selv

at være involveret i uddannelsen er, at vores hjemmehjælpere på den måde får de holdninger og værdier,

PBH bygger på ind med modermælken, siger Pia Baun Hansen.


Hun ønsker meget fleksible og loyale medarbejdere,

som er en aktiv del af virksomheden.


- Jeg oplever ofte, at de medarbejdere, vi rekrutterer fra det kommunale system, ikke er

vandt til stor fleksibilitet og loyalitet overfor virksomheden, siger Pia Baun Hansen.


Derfor er hun i øjeblikket ved

at undersøge mulighederne for at blive godkendt til at uddanne hjemmehjælpere.



Tretrinsraket

Samtidig arbejder

hun på at få indført en mere fleksibel uddannelse af social- og sundhedshjælpere, som i øjeblikket

tager 12 måneder. Et nyt forslag lægger op til en 18 måneders uddannelse.


- Der er behov for nytænkning

på området. Det er helt ved siden af, at vi i dag mangler fuldt uddannede social- og sundhedshjælpere og må

sende folk helt uden uddannelse ud til de ældre. Men hvorfor ikke splitte uddannelsen op i moduler, som giver hjemmehjælperen

forskellige kompetencer, spørger Pia Baun Hansen.


Hun forestiller sig en slags tretrinsraket, hvor en social- og sundhedshjhælpere

efter f.eks. tre måneder er kvalificeret til at varetage praktiske opgaver som rengøring, vask og indkøb. Herefter

kan der bygges ovenpå, sådan at yderligere tre måneder giver kompetence til at udføre lettere pleje og yderligere

et halvt eller et helt år giver kompetence til fuld pleje.


- Men det kræver lovændringer fra politisk hold,

siger Pia Baun Hansen.