Økonomiskolen - Lektion 2: Vækst, vækst og atter vækst

For to hundrede år siden begyndte et økonomisk mirakel i Europa. Teknologiske landvindinger, de rette rammevilkår og vækstfremmende værdier sendte levestandarden voldsomt i vejret. Og stigningen fortsætter trods skeptiske forudsigelser.

Økonomiskolen - Lektion 2: Vækst, vækst og atter vækst - 1
Pessimister og dommedagsprofeter har jævnligt leveret økonomiske katastrofemeldinger:

Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, er olien opbrugt om fyrre år, hungerkatastrofer vil ramme en overbefolket planet, der ikke længere kan brødføde sig selv på en udpint og forurenet jord.

Nogenlunde sådan har advarslerne lydt, og umiddelbart kan det lyde ildevarslende rigtigt. Problemet er bare, at økonomisk historie gang på gang har gjort dommedagsprofetier til skamme og bevist, at grænserne for vores formåen langtfra er fundet endnu. Vi bliver simpelthen rigere og rigere, og set over århundreder er tempoet, hvormed levestandarden stiger, blevet højere og højere.



Økonomisk historie
Accelerationen i den økonomiske vækst kan bedst beskrives med tørre tal. I løbet af det sidste årtusinde er verdensbefolkningen tyvedoblet, indkomsten pr. verdensborger er 12-doblet (når man renser for inflation, der ingen positiv effekt har på levestandard), og verdens samlede produktion er i dag cirka 255 gange større end i år 1000.

Sammenlign dette med årtusindet før, hvor befolkningen kun voksede med ti procent på verdensplan, indkomsten pr. borger faldt en smule, og verdensproduktionen steg med sølle otte procent.

I det årtusinde, vi netop har forladt, accelererede den økonomiske vækst dramatisk. I middelalderen (1000-1500) steg indkomsten pr. indbygger med 0,05 procent pr. år, fra 1500 til 1820 med 0,07 procent, og med det tempo ville det, uden befolkningsvækst, tage 1387 år at fordoble levestandarden. Det var først i den kapitalistiske epoke, fra omkring 1820 og frem, at den økonomiske udvikling for alvor tog fart med en gennemsnitlig årlig stigning i bruttonationalproduktet pr. verdensborger på forbløffende 1,17 procent. Det svarer til, at levestandarden fordobles hvert 60. år.

Det er også helt klart, at lande, som har indrettet sig efter kapitalistiske principper, har oplevet mærkbart højere økonomiske vækstrater end resten af verden.

I 1820 var bruttonationalproduktet pr. indbygger i den vestlige verden cirka dobbelt så stort som i Kina. I 1989 var velstanden i Vesten 14-doblet, og den var seks gange så stor som i Kina. Man kan sige, at Vestens udvikling til dels er foregået på bekostning af resten af verden, fordi koloniherredømmet gav adgang til naturressourcer og udnyttelse af arbejdskraft. Men først og fremmest var den kapitalistiske model overlegen, fordi Vesten erkendte nødvendigheden af at tackle naturkræfterne gennem rationel undersøgelse og eksperimenter. Satsningen på eksperimenterende forskning var unik for Vesten, og en nødvendig betingelse for kvantespringet i teknologisk udvikling.

Men viden gør det ikke alene. Det var ikke, fordi Vesten som udgangspunkt lå langt foran andre verdensdele, at den økonomiske udvikling tog fart. Tværtimod var Kina i begyndelsen af det 15. århundrede Vesten teknologisk overlegen. På det tidspunkt stod kineserne foran et muligt industrielt gennembrud. Landbruget brugte gødning, avancerede landbrugsredskaber var i brug, der var dyrlæger, og hydrauliske systemer blev brugt til kunstvanding. Et teknologisk avanceret landbrug er betingelsen for en industriel revolution, fordi arbejdskraften skal kunne vandre fra land til by, uden at det fører til fødevaremangel. Og der var mere at bygge på. Kineserne opfandt papiret ca. 1.000 år før Vesten, de kunne trykke allerede i det 8. århundrede, de opfandt krudtet og kunne konstruere ure.

Men Kina gik i stå, mener de fleste økonomiske historikere, fordi man manglede vækstfremmende værdier, førte en forkert politik og ikke fik opbygget de rette økonomiske institutioner.

Kapitalismens kendetegn
Vil man have økonomisk vækst, tyder historien på, at samfundet og dets indbyggere skal være rede til forandring. De skal være grådige og ikke gå af vejen for at udnytte naturressourcer til egen fordel.

Det er også nødvendigt, at samfundet udviser tålmodighed i sin stræben mod rigdom, ellers udebliver investeringerne. Endelig handler økonomisk udvikling om indbyrdes handel, mellem naboer, virksomheder og stater, og derfor er det altafgørende, at der kan skabes tillid.

Disse værdier er ikke universelle, og det var i Europa, de først blev religiøst og kulturelt accepteret. Det skabte grobund for en økonomisk vækst, der accelererede i de sidste to hundrede år af sidste årtusinde. Værdierne er dog ikke nok i sig selv. Historisk har den herskende elite, der jo sjældent har lidt nød, ofte haft magt til at bremse den økonomiske udvikling.

I Kina blev teknologiske fremskridt ofte forbudt, og i Europa var der også forsøg på at bremse ny viden. Men konkurrencen mellem de mange stater sikrede, at regler, der skadede den økonomiske udvikling, skadede staten selv. Den indbyrdes rivalisering sikrede en vækstfremmende politik.

Konkurrencen banede samtidig vejen for opbygning af institutioner, der kunne underbygge den økonomiske udvikling. Det begyndte med, at indbyggere fik ejendomsret til den jord eller de produktionsfaktorer, de benyttede, og at skattesystemet tillod dem at beholde en del af overskuddet for sig selv.

Siden fulgte udbygning af ejendomsretten, og det kapitalistiske system skabte kontrakter, patentregler og love for erhvervslivet i forskellige udformninger, der gennem den indbyrdes rivalisering blev stadig mere raffinerede og effektive. Kort sagt blev der i Europa skabt de rette rammevilkår for økonomisk vækst og teknologisk udvikling.

Økonomisk teori
Produktionen i et samfund stammer basalt set fra den mængde arbejdskraft og den mængde kapital - værktøj, maskiner, bygninger og så videre - der anvendes. Fordobler man både arbejdskraft og kapital, fordobler man produktionen. Sund fornuft tilsiger til gengæld, at det i længden ikke nytter bare at bruge mere kapital. Det hjælper jo ikke at købe en ekstra spade uden at ansætte en ekstra graver, og der er grænser for, hvor mange maskiner en enkelt medarbejder kan passe i sin arbejdstid.

Men tankegangen er for simpel. Afkastet på investeret kapital har været klart højere i den sidste halvdel af sidste århundrede i både USA, Europa og Japan. Teorien om, at afkastet på investeret kapitaburde falde i de lande, hvor kapitalapparatet vokser hurtigere end arbejdsstyrken, har simpelthen vist sig ikke at holde. Hvorfor?

Svaret er, at produktionsfaktorerne bliver mere og mere produktive i takt med den teknologiske udvikling og opbygningen af ny viden. Innovationen øger produktionsfaktorernes effektivitet, fordi vi hele tiden finder på nye og bedre måder at gøre tingene på eller opfinder helt ny teknologi.

Manna fra himlen
Men hvor kommer innovationen fra? Det er et spørgsmål, der har fyldt overraskende lidt i efterkrigstidens økonomiske forskning. De basale økonomiske modeller antager simpelthen, at teknologisk udvikling og ny viden er noget, der kommer af sig selv.

Det er som om, innovationen år for år bare falder ned fra himmelen. Men innovationen koster både tid og penge, og når man har fundet på noget nyt, skal det beskyttes med patenter, kontrakter og overvågning.

Problemet ville ikke være så stort, hvis innovationen kun forklarede en lille del af den økonomiske fremgang. Men meget tyder på, at innovationen kan forklare mere en halvdelen af fremgangen i levestandard.

Den østrigske økonom Joseph Schumpeter (1883-1950) var den første, som for alvor forsøgte sig med en sammenhængende teori for, hvilken betydning teknologisk udvikling har for den økonomiske vækst. Han udfordrede den klassiske økonomiske tanke om at optimere de forhåndenværende produktionsfaktorer i en ideel og statisk verden hvor alt, hvad der forandrer status quo, anses for at komme udefra.

Schumpeter pegede på entreprenøren som hovedfiguren i processen. Som Schumpeter så det, er en sund økonomi ikke en i ligevægt, men en økonomi, der konstant blev forstyrret af teknologisk innovation. Han påviste, hvordan banebrydende teknologiske fremskridt - som dampmaskinen, jernbanen og stålet i den sidste halvdel af 1800-tallet - skabte grobund for ny industri, målrettede investeringer og ikke mindst økonomisk ekspansion.

I begyndelsen af et teknologisk gennembrud går udviklingen meget stærkt, men efterhånden som teknologien modnes, falder afkastet på den investerede kapital.

Til sidst er teknologien forældet, og økonomien oplever en nedgang, men kun for at blive afløst af en ny fremgang baseret på nye teknologiske gennembrud. Entreprenøren er, ifølge Schumpeter, drivkraften bag denne »kreative destruktion«, hvor eksisterende industri og teknologi forsvinder til fordel for nyt og bedre.

Schumpeters version er én forklaring. Andre økonomer har sidenhen peget på andre drivkræfter bag teknologisk udvikling og økonomisk vækst.

Økonomen W. E. G. Salter anså kapitalapparatet som motoren i den økonomiske udvikling, fordi han mente, at den teknologiske udvikling blev indbygget i kapitalapparatet, der år for år blev mere produktivt i kraft af nye investeringer. Økonomerne begyndte også at interessere sig mere for arbejdsstyrkens uddannelsesniveau som en forklaring på økonomisk vækst. Schumpeter betragtede f.eks. arbejdskraften som en homogen gruppe, hvilket selvsagt er en unøjagtig beskrivelse af virkeligheden. Uddannelse kan hæve arbejdsproduktiviteten, og dermed den økonomiske vækst.

Innovation og teknologisk udvikling er det vigtigste for moderne økonomisk vækst, men også den del, som er vanskeligst at kvantificere eller forklare, og effekten spreder sig til den økonomiske vækst via adskillige kanaler. F. eks. er det klart, at teknologisk udvikling gør naturressourcer mere værd. Olien var der jo ikke megen brug for for 200 år siden, mens den i dag er en afgørende forudsætning for et moderne samfund.

Ny viden skaber også bedre arbejdskraft, fordi uddannelsesniveauet stiger. For slet ikke at tale om den teknologiske udviklings betydning for transporten og dermed handelen, der har muliggjort en omfattende specialisering på verdensplan og givet mulighed for at producere med enorme stordriftsfordele. Men det er i sidste ende via investeringerne både i kapitalapparat, uddannelse, forskning og innovation at menneskehedens udvikling indarbejdes i samfundsøkonomien.

Det er den proces, som har skabt de sidste to hundrede års imponerende økonomiske fremskridt, og det er den proces, som dommedagsprofeterne ofte overser, når de ekstrapolerer udviklingen ud fra en statisk situation.

I 1865 var det den britiske økonom W.S. Jevons, der forudså, at verdensøkonomien ville gå i stå i løbet af hundrede år, fordi kulreserverne ville være opbrugt. Han kunne ikke vide, hvor mange nye kulreserver, der ville blive fundet, eller hvor god en substitut olien ville vise sig at være. For slet ikke at tale om atomkraft og vindenergi, der på ny flyttede grænserne for den økonomiske vækst.