Nationalbanken stopper salg af statsobligationer

Læs mere
Fold sammen

Finansministeriet har efter indstilling fra Nationalbanken valgt at stoppe udstedelser af indenlandske og udenlandske statsobligationer, oplyser Nationalbanken i en pressemeddelelse.

Det er sidste års store overskud på statsfinanserne, der betyder, at salget af statsobligationer har været større end finansieringsbehovet.

»I lyset af valutasituationen er det ikke længere hensigtsmæssigt at foretage en flerårig aftrapning af dette oversalg. Indeståendet på statens konto i Nationalbanken er mere end tilstrækkeligt til at dække finansieringsbehovet frem til udgangen af 2015,« lyder det fra Nationalbanken i pressemeddelelsen.

Nationalbanken forventer, at det vil reducere de længere rentespænd - og dermed begrænse valutaindstrømningen - at salget af statsobligationer stoppes.

BNB