Million-ordre og mere sikkerhed for skibstrafikken

I løbet af de næste to år bliver skibstrafikken i de danske farvande mere sikker. Det faktum rummer samtidig et

stort eksportpotentiale for den nordjyske IT-virksomhed GateHouse. Formedelst et tocifret millionbeløb skal nordjyderne nemlig

udvikle og fremstille et nyt digitalt overvågningsudstyr til Farvandsvæsenet. Udviklingen sker i et tæt samarbejde

med en anden dansk IT-virksomhed, Navicon, og virksomheden P.B. Radio, som GateHouse er hovedaktionær i.



Det nye system,

som løbende indføres over de to næste år, vil forbedre Farvandsvæsenets muligheder for at overvåge

og planlægge skibsfarten i de danske farvande.

Transpondere

Det tekniske udgangspunkt for det hele bliver skibenes

transpondere, som også kendes fra fly. IMO, den internationale maritime organisation, kræver, at alle skibe over 500.000

bruttoregistertons - det vil sige skibe fra større coastere og opefter - i løbet af 2004 skal have installeret transpondere.

Systemet kaldes også AIS, Automatisk Identifikations System.



Teknologien indebærer, at det enkelte skib konstant

sender signaler ud til omverdenen om identitet, position, last, fart, kurs og destination.



Signalerne modtages af de øvrige

skibe i området, men de kan altså også modtages i land, og det er her GateHouse kommer ind i billedet. Ved at opstille

basestationer i land langs den danske kystlinie kan Farvandsvæsenet kigge med overalt.



Signalerne samles i et kontrolcenter

hos Farvandsvæsenet i København, og data herfra kan sendes videre til Søværnets Operative Kommando og andre, der

måtte have interesse i skibstrafikken.



Der installeres i første omgang 18 basestationer. De fem første opstilles i

efteråret. Resten installeres i 2005.



Det nye system bliver et vigtigt supplement til radarovervågning. Bl.a. vil

det kunne blive en stor hjælp ved opklaring af kollisioner, olieforurening etc.

En nichePå verdensplan er AIS

et stærkt begrænset nichemarked, som verdens store IT-virksomheder ikke gider beskæftige sig med, men for GateHouse

er det internationale potentiale enormt, og adm. direktør Niels Buus, GateHouse, lægger da heller ikke skjul på

sin begejstring over den aktuelle ordre, som kan gå hen og bane vejen for et internationalt gennembrud.



- Det er klart,

at vi har internationale planer med systemet. Vi kommer til at stå med et af de mest avancerede systemer i verden, og over alt

på kloden vil man se denne type systemer installeret ved maritime knudepunkter og store havneindløb i løbet af

de kommende år, siger han.



Eksportkanalerne er allerede til stede via PB Radio, der har solgt beslægtede radio-produkter

til lande verden over.



Virksomheden, som udspringer fra EurocomIndustries, har syv medarbejdere.



GateHouse, som tidligere

mest har beskæftiget sig med udvikling af software til satellitkommunikation, har 45 medarbejdere. De omsatte i fjor for 25

mio. kr. Der blev halvanden mio. kr. tilbage på bundlinien før skat.



Virksomheden blev grundlagt for 12 år

siden.