Kompan køber svensk konkurrent

Den svenske producent af legeredskaber til parker, Slottsbro, er overtaget af den fynske legetøjsproducent Kompan.

Legeredskabsproducenten Kompan køber sin svenske konkurrent Slottsbro, som er Sveriges næststørste producent af legeredskaber og udstyr til parker. Slottsbro har en årlig omsætning på omkring 50 millioner svenske kroner.

Kompan, der ligger i Ringe på Fyn, har en strategi om både organisk vækst og vækst gennem opkøb, og sidste år købte virksomheden norske Lek & Sikkerhet, der også står stærkt på det svenske marked.

Med Kompans egen tilstedeværelse på det svenske marked og med købet af de to virksomheder kommer omsætningen i Sverige op over 100 millioner kroner, oplyser virksomheden.

- Alle tre virksomheder bliver styrket af denne handel, så vi ser lyst på udviklingen på det nordiske marked for legeredskaber, siger Thomas Bentsen, administrerende direktør for Kompan i Norden.

/ritzau/