Ingen hjælp fra Magasin-ejere

Magasins ejere står ikke i kø for at komme den økonomisk trængte koncern til undsætning. Jyske Bank vil ikke, og Magasin-fonden kan ikke. Wedell-Wedellsborg familien har pengene bundet i skibe i rederiet Dannebrog.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den hårdt angrebne detailhandelskoncern Magasin må regne med selv at skulle klare ærterne og selv klare sig igennem den økonomiske krise. Der er ingen økonomisk hjælp at hente udefra og næppe heller fra koncernens ejere.

Den største aktionær Jyske Bank har så direkte, som nu banken kan sige det, gjort det klart, at der næppe er friske penge at hente fra den kasse. Og kassen hos den anden storaktionær, Magasin-fonden, er ganske enkelt tom.

De to storaktionærer har igennem årene haft et meget køligt forhold til hinanden. Jyske Bank ville hellere i dag end i morgen overlade både ejerskab og kontrol med Magasin til familien Wedell-Wedellsborg, der kontrollerer Magasin-fonden og som for år tilbage har forsøgte at genvinde kontrollen med Magasin. Men eftersom der i dag ingen penge er i fonden, er det ikke en farbar løsning.

Jyske Bank ejer selv 27 procent direkte i Magasin (på Fondsbørsen Wessel & Vett.) Derudover ejer Wessel & Vett Holding 27,50 procent i det børsnoterede selskab. Det selskab ejes igen af Jyske Bank med 49.95 procent og Magasin Fonden med 50,05 procent. Og det betyder, at fonden har den bestemmende indflydelse i holdingselskabet.

Tidligere var den centrale person i hele Magasin-strukturen, Ebbe baron Wedell-Wedellsborg. Han var formand i det børsnoterede selskab og styrede fonden.

I dag nøjes han med en post som menigt bestyrelsesmedlem i Wessel & Vett Holding, mens familiens interesser er overtaget af sønnen Ditlev baron Wedell-Wedellsborg. Udover at være bestyrelsesmedlem i det børsnoterede Wessel & Vett sidder han på formandsposten i den kontrollerende fond, Magasin Du Nords Fond, og har i øvrigt sin egen virksomhed, Capitellum.

Problemet er bare, at Magasin-fonden absolut ingen penge har til eventuelt at skyde ind i Wessel & Vett, hvis nye investeringer måtte gøre det nødvendigt. I fondens bestyrelse sidder i øvrigt også advokat Henrik baron Wedell-Wedellsborg, der netop nu gennemlever sin værste tid som bestyrelsesformand for børsselskabet Wessel & Vett.

Trods navne og titler til fælles er der dog ingen direkte familiesammenhæng.

Mens således Ebbe Wedell-Wedellsborg familien i store træk har udspillet sin rolle i Magasin-regi, ser det lidt lysere ud med familiens egen daglige forretning, nemlig ejendoms- og shippingkoncernen Weco-Rederi Gruppen med hjemsted i Rungsted Kyst. Her fastholder Ebbe Wedell-Wedellsborg sin position både som formand og direktør.

Ved sin side har han en anden søn, nemlig Johan Wedell-Wedellsborg. Han er sat ind til at styre den største aktivitet, nemlig Dannebrog Rederi. Også datteren Nina Wedell-Wedellsborg er med i familiens ejerbesiddelser, dog mest som medlem af bestyrelser.

Weco-koncernen har netop afleveret 2003-regnskab. Omsætningen gik lidt tilbage til 580 mio. kr., mens driften blev væsentligt forbedret på grund af de stigende fragtrater. Samlet endte året med et overskud før skat på 23 mio. kr. Koncernen betaler dog stort set ikke skat, og derfor er bundlinjeresultatet et plus på 22 mio. kr.

Familien Wedell-Wedellsborg har kunnet øge udbyttebetalingen til fire mio. kr.

Weco-Rederi gruppen har en pæn egenkapital på 148 mio. kr. Men værdierne er først og fremmest bundet i skibe og lidt ejendomme, og derfor er det næppe herfra, Magasin skal kunne vente økonomisk opbakning, hvis det måtte vise sig nødvendigt.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Ditlev Wedell-Wedellsborg til Magasin-sagen.