Fortsatte tab i Rovsing

Teknologivirksomheden Rovsing Dynamics har tabt halvdelen af salget og fik et nyt stort underskud.

Læs mere
Fold sammen
Det meste af en kapitalinsprøjtning på 40 mio. kr. i Rovsing Dynamics er allerede ædt op, efter at den forskningstunge virksomhed i 2003/04 fik et nyt underskud. Med årets tab på 26 mio. kr. løber det samlede underskud for de sidste fem år op i næsten 150 mio. kr.

Den vitale kapitalindsprøjtning er på i alt 80 mio. kr., men den sidste halvdel afhænger af, hvordan det kommer til at gå med salget. Hvis Rovsing Dynamics ikke lever op til et bestemt mål, skal ma gå tiggergang hos aktionærerne.

Nedgang i salget
I det forløbne år er det ikke gået særligt godt med salget. I 2003/04 faldt omsætningen således fra 12 mio. kr. til seks mio.

Rovsing Dynamics udvikler og sælger avancerede overvågningssystemer til forskellige maskindele. Men kraftværksindustrien, som Rovsing Dynamics satser på, har ikke være så villige til at købe, som selskabet havde troet.

Revisorerne har da heller ikke villet give regnskabet en blank påtegning. De tager forbehold for selskabets fortsatte drift, fordi frigivelsen af den anden halvdel af kapitaltilførslen er betinget af forhandling.

Opfinderen og Europa-politikeren, den 68-årige Christian Rovsing, måtte i sommer forlade bestyrelsen i selskabet, og i forbindelse med kapitaltilførslen til Rovsing Dynamics blev hans ejerandel udvandet fra 25 pct. til et par pct.