Fakta mest vindende i tv-reklamer

På fem år har kampagnen "det ta'r kun 5 minutter" og discountkæden Fakta med reklamebureauet Uncle Grey i Århus opnået 88 præmieringer, nomineringer og finalepladser i danske og internationale reklamekonkurrencer.

Det ta'r muligvis normalt kun 5 minutter, men det har taget fem år for discountkæden Fakta og reklamebureauet Uncle Grey at blive Danmarks mest vindende inden for tv-reklamer.

Siden den berømte tv-kampagnes start har Fakta og bureauet opnået 88 præmieringer, nomineringer og finaleplaceringer i estimerede festivaler som Cannes Lions, The Midsummer Award, Guldkorn, Arnold, London International Advertising Awards og The New York Festivals. Seneste højdepunkt var den eftertragtede publikumspris i den danske Arnold-kåring.

Det centrale i tv-reklamerne har været humor og branding-budskabet "Fakta - det ta'r kun 5 minutter, men vi vil så gerne, at du bliver lidt længere".

"Da der blev indledt en turn around af Fakta for godt fem år siden, besluttede vi at satse på andet end pris. Vi fandt frem til, at mange af vore kunder satte pris på de hurtige indkøb, og det blev starten på "det ta'r kun 5 minutter". Bureauet har været gode til at tilsætte de forskellige situationer en god portion humor. I bestræbelserne for at holde længere på kunderne har vi haft bortgemte børn, flytbare vægge, hastighedskontrol for indkøbsvogne og ikke ind-, men oplæsning af stregkoder," siger Faktas markedsføringschef Heidi Simonsen.

Hun mener, at tv-reklamerne har opnået så stor popularitet på grund af de skæve vinkler og brugen af Faktas egne medarbejdere i mange af optagelserne.

"Internt har nogle af Faktas næsten 4.000 medarbejdere været med. I de fleste tilfælde er det medarbejdere fra de butikker, hvor vi har foretaget optagelserne. Medarbejderne synes, det er sjovt, for det er jo ikke hver dag, at man kan optræde på skærmen for hele familien Danmark," konstaterer hun.

Tv-reklamerne har været med til at øge kendskabet til Fakta betragteligt. Siden de første løb over tv-skærmen, er omsætningen øget med over 2,5 mia. kr., antallet af medarbejdere er øget med godt 1.000 og der er åbnet over 100 nye butikker. Fakta oplyser, at der over de kommende år skal åbnes yderlige 70 butikker og ansættes 1.000 flere medarbejdere.

Samtidig har Fakta fået over 200.000 kundebesøg om ugen, efter tv-reklamerne blev lanceret.