Er der grænser for et andelsselskabs vækst?

Er fusioner i erhvervslivet noget, vi skal være bange for, eller er det tvært imod noget, vi skal glæde os over?

SVARET AFHÆNGER AF øjnene, der ser. I en globaliseret økonomi er næsten hele verden en virksomheds potentielle marked. Geografisk tilstedeværelse på lokale markeder er hyppigt en forudsætning for at kunne markedsføre sig effektivt, og den hurtigste måde at opnå en synlig tilstedeværelse er uden tvivl at opkøbe eller indgå et partnerskab med en lokal virksomhed, der allerede er vel placeret i de lokale kunders bevidsthed. ARLAS UDMELDING om, at det store andelsselskab stiler efter fusion med sit hollandske sidestykke, Campina, drejer sig næppe om at sælge mere lurpak på det hollandske marked, men er snarere en kapitalstrategisk handling, der på sigt skal gøre det muligt for kooperative virksomheder at overleve. Markedsmæssig ekspansion er kapitalkrævende. Kooperative virksomheder, hvis hele idé går ud på, at det er råvareleverandørerne, der tjener merværdien ved produkternes forædling og markedsføring, har i sagens natur svært ved at tiltrække risikovillig kapital udefra, uden at skabe konflikt med deres eget bagland. Det har af samme grund været en udbredt opfattelse, at der er grænser for et andelsselskabs vækstmulighed.

Hvorvidt denne opfattelse holder stik i det lange løb, er et interessant spørgsmål for en dansker. Da den danske andelsbevægelse rullede sig ud og blev en dominerende faktor i udviklingen af det landbrugs-industrielle kompleks fra 1880erne, var det som bekendt en radikal ny model for udøvelse af erhvervsvirksomhed i et kapitalistisk samfund. Den blev en modmagt til den gründer-kapitalisme, der industrialiserede resten af samfundet og som gik sin sejrsgang over resten af kloden, med de transnationale koncerner i globaliserede økonomi, som vel nok den afsluttende udgave. Andelsbevægelsens kapitalismemodel var i sin essens baseret på en samfundsopfattelse, der gik ud på, at praktisk solidaritet mellem små selvstændige kunne sikre mod individual-kapitalismens iboende trang til at skabe størst muligt overskud ved at presse såvel forbrugere som leverandører på pengepungen. Andelsbevægelsen blev derfor også et samfundspolitisk projekt, som har haft enorm betydning for det danske samfund, langt ud over det snævert økonomiske.

Vi har allerede i forbindelse med den gradvise konsolidering i produktionsmæssigt mere effektive større enheder konstateret, at den lokale forankring - andelshavernes personlige kendskab og tillid til hverandre - har betydning for sammenhængskraften i en andelsvirksomhed. Mejeri- og slagteribranchens gradvise overgang fra mange små til et stort selskab i de seneste 30 år medførte megen strid i virksomhedernes bagland. Den enkeltes kontrol med »sit eget« produktionsselskab blev på denne måde udtyndet og vejen til den enkelte mejeribestyrer blev længere.AFSTANDEN MELLEM Danmark og Holland er væsentlig længere end mellem Danmark og Skåne. Det er et problem. Selv om det ikke bør afholde dansk og hollandsk andelsbevægelse fra at gøre forsøget, bør vi gøre os klart, at der er tale om et eksperiment, der har mere end erhvervsøkonomisk interesse. Hvis en vellykket fusion på bundlinjen stiller krav om suspension af den allerede udtyndede kooperative fællesskabsfølelse, står der mere end kroner og øre på spil.

Men kan andelskulturerne også fusioneres, vil det være et vigtigt bidrag en udvikling af en demokratisk erhvervskultur, der er europæisk. Godt for både hollandskheden og danskeheden.