Elektrisk bus slår alle rekorder: Kørte over 1.700 kilometer

Proterras el-bus kørte over 1.770 kilometer på en enkelt opladning.

Silicon Valley-selskabet Proterra har sat ny verdensrekord efter at have kørt over 1.770 kilometer i denne eldrevene bus. Foto: PR-foto Proterra
Læs mere
Fold sammen

Tidligere på ugen fortalte Silicon Valley-selskabet Proterra, at de har sat ny verdensrekord efter at have kørt over 1.770 kilometer i en eldrevet bus på en enkelt opladning, skrev Business Insider.

Den tidligere rekord for et elektrisk køretøj var på 1.017 kilometer for en bus og 1.630 kilometer for en personbil.

Bussen har fået navnet Catalyst E2, og den nøjagtige måling lød på 1.772,1 kilometer ved lav fart.

Det amerikanske selskab blev grundlagt i 2004 og producerer og sælger elektriske busser til de store amerikanske byer såsom Seattle, New York og Dallas.
Disse busser har dog ikke en rækkevidde i den daglige trafik, som kommer i nærheden af den nye verdensrekord: Selskabet kan berette, at den seneste generation med batterier har en rækkevidde på godt 563 kilometer.

Men de har planer om, at nye busmodeller med den store rækkevidde skal produceres og sættes til salg inden for den nærmeste fremtid.
Prisen for en bus fra Proterra ser ifølge Reuters 750.000 dollar - svarende til 4,7 millioner kroner. En almindelig dieselbus koster til sammenligning et sted i omegnen af 500.000 dollar - 3,2 millioner kroner.

Selskabet arbejder sammen med LG Chem om at udvikle batterier, som passer godt til langdistancekørsel med tunge køretøjer.

Vil Tesla også lave elbusser?

Men Proterra er ikke alene på dette marked. Blandt andet har Tesla annonceret, at de vil afsløre et »bæst« til tung transport i oktober. Rygterne har gået om, at Tesla vil bruge det samme chassis til at lave busser.

Tesla-chefen har i en tidligere udtalelse lokket med en rækkevidde, som kan konkurrere med de traditionelle diesellastbiler, som har en rækkevidde på op til 1.600 kilometer på én tankfuld.