Drivhuseffekten viser, at økonomisk vækst har en pris

Den høje økonomiske levestandard, skabt af den høje økonomiske vækst, har tilsyneladende en meget stor pris. Ifølge FNs miljøforskere lever vi for godt og bruger alt for meget energi.

Konsekvensen er, at klodens temperatur i løbet af de næste 100 år vil stige med mellem 1,4 til 5,8 grader, fordi udledningen af kuldioxid (CO2) i atmosfæren fra forbrændingen af olie, kul og fossilgas vil skabe en drivhuslignende effekt på jorden.
Temperaturstigningen vil lægge landbrugsarealer øde og smelte så megen is på polerne, at mange tæt beboede områder nær kyster vil oversvømmes. For slet ikke at tale om de forandringer i vejret, det kan medføre.
Det er budskabet fra FNs mellemstatslige klima-panel IPCC, der i 2001 udsendte sin meget omtalte analyse. Frygten for drivhuseffekten har haft enorm politisk betydning globalt. I Danmark skrev rege-ringen i foråret 2003, at »jordens klima er i fare«, og lancerede samtidig sin plan for at leve op til Kyoto-aftalen om at begrænse udledningen af CO2 dramatisk inden 2012. En plan, som vil koste op mod 20 mia. kr. alene i Danmark. IPCCs klimafor-udsigelser bygger dog på meget specielle antagelser om den økonomiske udvikling de næste 100 år, der er stødt på alvorlig kritik fra økonomer. IPCC har - for det første - ikke taget højde for ulandenes reelle købekraft (varer er billigere at købe i fattige lande) og - for det andet - regnet med så dramatisk høj en økonomisk vækst i de fattige lande, at levestandarden skal 65-dobles inden 2100.
Om kritikken er berettiget må tiden vise. Klima-panelets forudsigelser er et klassisk eksempel på, at forhold uden for de snævre samfundsøkonomiske modeller lægger en tilsyneladende udefra kommende begrænsning på de økonomiske udfoldelsesmuligheder; kort sagt: Der er en grænse for vækst.
Forurening og klimapåvirkninger fra økonomisk produktion er en såkaldt eksternalitet. Det er en tydelig konsekvens af producentens beslutning om at drive virksomhed, men det er ikke en konsekvens der direkte har nogen betydning for hans profitmaksimering, og derfor vil effekten ikke indgå i hans overvejelser om den optimale produktion. Det forsøger man at regulere sig ud af. Man kan enten indføre påbud og forbud, for at forhindre miljøskadelig produktion, der er til skade for samfundsøkonomien under et. En mere økonomisk måde at løse problemet på, er at internalisere eksternaliteten i producentens beslutningsgrundlag, så han er nødt til at tage hensyn til sin produktions miljøbelastning. Et eksempel er indførelse af omsættelige forureningstilladelser, der giver ret til udledning af en bestemt mængde CO2. Markedskræfter vil efterfølgende sørge for, at den mængde CO2, der udledes, anvendes til den mest effektive produktion, fordi den bedste producent vil være villig til at give mest for tilladelsen.
Det kan være et middel til at begrænse CO2-udledningen, men det løser ikke problemet med, at CO2-udledningen lægger en begrænsning for væksten, det udskyder bare dommedag.
Det betyder dog ikke, at man kun kan udskyde et uundgåeligt sammenbrud i økonomien. Over tid vil nye produktionsteknikker formentlig findes, og, som grafen over USAs energiforbrug gennem tiderne viser, er det ikke nogen naturlov, at produktionen er afhængig af konstante energikilder.