Donald Trump har holdt møder med fire potentielle chefer for Fed

Foto: JOSHUA ROBERTS

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har holdt møder med fire potentielle kandidater til posten som chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

»Jeg har haft fire møder om posten som Fed-chef, og jeg vil tage en beslutning i løbet af de næste to eller tre uger,« udtalte præsidenten sent fredag ifølge Bloomberg News.

Unavngivne kilder har oplyst til nyhedsbureaurt, at de fire kandidater præsidenten indtil videre har talt med er: Den nuværende centralbankchef, Janet Yellen og hans egen økonomiske rådgiver, Gary Cohn, om posten, der bliver ledig i februar næste år. Derudover har han også ifølge kilderne haft møder med Jerome Powell, der er medlem af styrelsen i Federal Reserve, samt den tidligere Federal Reserve-guvernør Kevin Warsh om stillingen.

Kilderne fortæller desuden til Bloomberg, at der kan blive holdt yderligere møder med flere kandidater inden udnævnelsen.

Janet Yellen overtog posten som chef for Federal Reserve i februar 2014. Udnævnelsen af centralbankchefer gælder for en periode på fire år, og derfor skal der igen indsættes en på posten i februar næste år.

/ritzau/FINANS