Dollar ligger lunt i svinget efter Fed-tale

Den amerikanske dollar ligger lunt i svinget onsdag morgen, hvor bemærkninger fra Federal Reserves topchef, Janet Yellen, tirsdag aften understregede behovet for at fortsætte med renteforhøjelser. Samtidig ligger euro underdrejet på grund af den politiske usikkerhed efter det tyske valg i weekenden.

Foto: Dado Ruvic.
Læs mere
Fold sammen

Den amerikanske dollar ligger lunt i svinget onsdag morgen, hvor bemærkninger fra Federal Reserves topchef, Janet Yellen, tirsdag aften understregede behovet for at fortsætte med renteforhøjelser. Samtidig ligger euro underdrejet på grund af den politiske usikkerhed efter det tyske valg i weekenden.

Janet Yellen sagde tirsdag, at Federal Reserve bør fortsætte med gradvise renteforhøjelser til trods for stor usikkerhed om udviklingen i inflationen.

Yellen vurderede, at det vil være "uhensigtsmæssigt at holde pengepolitikken uændret, indtil inflationen er tilbage på 2 pct."

- Hendes kommentarer tyder på, at de seneste (bløde) inflationsdata ikke har stor betydning for Federal Reserves pengepolitik. Deres fokus ligger på at undgå at forsinke renteforhøjelserne for meget, for at imødegå en situation, hvor det er nødvendigt at hæve renterne hastigt i fremtiden, siger seniorstrateg Yukio Ishizuki fra Daiwa Securities i Tokyo til Reuters.

Talen afspejlede sig i de amerikanske rentefutures, der nu ser en sandsynlighed på omkring 70 pct. for en renteforhøjelse i december mod knap 60 pct. inden talen.

Og mens dollar støttes af udsigten til højere renter, presses den fælleseuropæiske valuta bagud af søndagens store fremgang til det yderste højre og tilbagegangen for de traditionelle partier i søndagens tyske valg, der har givet kansler Angela Merkel problemer med at danne en koalitionsregering.

Politiske problemer i Tyskland står ikke højt på listen over katalysatorer for en tilbageskalering af den lempelige pengepolitik fra Den Europæiske Centralbanks side.

Og markedsdeltagerne ser nu frem til den amerikanske regerings skattereform, der offentliggøres senere onsdag.

Planen har været under udarbejdelse gennem flere måneder af repræsentanter for Det Hvide Hus og republikanske kongresmedlemmer bag lukkede døre.

Præsident Donald Trump fortalte amerikanske politikere tirsdag, at han ønsker topartssamarbejde om skattereformen.

Euro koster onsdag morgen 1,1790 dollar mod 1,1770 dollar tirsdag eftermiddag, og dollar koster 112,40 yen mod 112,30 yen tirsdag eftermiddag.

Dermed går der 132,50 yen på en euro onsdag morgen mod 132,20 yen tirsdag eftermiddag.