Derfor skal kritikken af topcheflønninger tages alvorligt

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Jens Christian Hansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Topcheflønninger er blevet et hot emne og vil med stor sandsynlighed også blive et følelsesladet tema i den kommende valgkamp. Det er let at forstå, let at forholde sig til og i hvert fald let at blive forarget over. Der er sjældent plads til nuancer.

Skal man tage udviklingen i topcheflønninger som pejlemærke for, hvordan det går de store selskaber i Big Business, så går det helt ufatteligt godt - over det hele. En undersøgelse som Berlingske lavede for nylig viste en lønfremgang for de tungeste i erhvervslivet på 16 procent fra 2017 til 2018. I de foregående år var der en lignende markant lønfremgang.

Dermed er de danske topcheflønninger på få år sprunget op i den europæiske elite. Nogle af de bedste har en årsaflønning på 40-50 mio. kr. og i særlige tilfælde endnu højere. Løn efter fortjeneste eller eet stort tag-selv-bord? Kritikken mod topchefernes grådighed er tiltagende, ikke bare i Danmark men også i udlandet.

Men egentlig er det ikke de ansatte direktører, der bør kritiseres, men de bestyrelser, som rundhåndet deler ud, og som åbenbart ikke helt har styr på, hvad de ofte indviklede direktørpakker kan udvikle sig til.

»Har bestyrelsen styr på, hvad de ofte indviklede direktørpakker kan udvikle sig til?«


Løneksplosionen på de bonede gulve har skabt debat på flere af de netop afholdte generalforsamlinger. Blandt andet i Carlsberg og Novo Nordisk.

Det har fået vores allesammens pensionskasse, ATP, til at sige, at nok er nok. Der er tid at vise tilbageholdenhed, især i hjørnekontoret. ATP bevæger sig dog forsigtigt frem, foreløbig med en let løftet, advarende pegefinger om, at der er tid for bestyrelserne til at se på ret og rimeligheden i lønudviklingen.

Faktisk var tidligere ATP-chef Christian Hyldahl i foråret 2018 ude med en advarsel om, at der generelt set ikke var plads til flere voldsomme lønhop. Nogen voldsom gennemslagskraft har ATP åbenbart ikke haft, stigninger i cheflønninger er fortsat også i 2018.

Det er svært at forstå, at en topchef i Carlsberg, Cees t'Hart, har fået fordoblet sin løn på få år. Ja, aktiekursen er steget, men primært fordi det er lykkedes at spare omkostningskroner i bryggeriet. Hvor er de visionære investeringer, hvor er det ekstraordinære, hvor er løftet i den basale driftsindtjening?

Bestyrelsen må kunne argumentere for, hvorfor t'Hart skal have en årsaflønning, der svarer til over 200 normallønninger i Carlsberg.

Toppen i dansk erhvervsliv har de senere år været dygtig til at markedsføre budskabet om, at for at kunne tiltrække de bedste, så skulle niveauet markant op. Jeg har dog ikke set bevis for dette argument. Lønniveauerne er drevet op som skruen uden ende. Med for meget automatik og for få individuelle, visionære målepunkter i incitamentsstrukturen.

Når man i den kommende valgkamp trækker topcheflønningerne frem i debatten, vil der ikke være plads til nuancer. Det er ærgerligt. Ingen tvivl om, at den rigtige topchef på det rigtige tidspunkt er guld værd for virksomheden. En række investorer putter deres penge i de enkelte virksomheder ud fra tilliden til, at topchefen kan levere varen. Eksempelvis i DSV.

Så ja, den helt særlige ekstraordinære indsats skal belønnes, men hvorfor skal også middelmådigheden belønnes og hvorfor skal den dårlige topchef belønnes? Hvor er symmetrien i det synspunkt?

Erhvervslivet bør tage den stigende kritik af topcheflønninger alvorligt. I værste fald risikerer man, at kritikken og presset bliver så stort, at politikerne føler sig kaldet til at lovgive på området. Og det vil for alvor være et problematisk indgreb i en privatejet virksomhed.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator

»Erhvervslivet bør tage den stigende kritik af topcheflønninger alvorligt.«