Business-overblik: Den Blå Avis' ejer lægger sag an mod Amazon for »skruppelløse handlinger«

Her er de vigtigste ting, du skal vide, før du starter din dag. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Arkivfoto: Pascal Rossignol/Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Pascal Rossignol

Godmorgen.

Vi tager hul på den næstsidste dag i efterårsferien med en række markante erhvervshistorier. Danske Bank fylder mediebilledet, efter at Finanstilsynet diskede Jacob Aarup-Andersen som ny topchef onsdag. Dagens største nyhed kommer fra Politiken, som sammen med DR kan afsløre, at et internationalt forbrydernetværk har lænset europæiske lande for 410 milliarder kr.

1. Spekulanter har plyndret Europa for 410 milliarder kroner

Skandalen om udbytteskat, som har kostet Danmark mindst 12,7 mia. kr., er kun et led i et gigantisk milliardkup mod stort set hele Europa, skriver Politiken og DR, som i  over et halvt år har undersøgt 180.000 siders hemmeligt efterforskningsmateriale fra tysk politi i samarbejde med Le Monde, Reuters, Die Zeit, ARD og 12 andre europæiske medier..

Kuppet er efter alt at dømme stadig i gang i flere lande. Ni lande – herunder Danmark – er blevet ramt, og i alt har spekulanter svindlet med udbytteskat for anslået 410 mia. kr. Svindlen er udført i et netværk af internationale finansfolk og involverer en række af verdens største banker. Afsløringerne kommer fra en række nøglemedlemmer af netværket samt 180.000 siders hemmeligt efterforskningsmateirale fra tysk politi.

Materialet afslører, at den Dubai-baserede forretningsmand Sanjay Shah, som er den formodede hovedmand i svindlen mod Danmark, og som netop har fået en fængselsdom i Dubai, er en nøgleperson i netværket.

2. Danske Bank-formand har udspillet sin rolle

Hvidvaskskandalen i Danske Bank fylder godt op i alle erhvervsmedier, efter at Finanstilsynet onsdag vendte tommelfingeren nedad og nægtede at godkende Jacob Aarup-Andersen som ny topchef. Eksperter og kommentatorer sætter i dagens nyhedsdækning fokus på bestyrelsens rolle. Formand Ole Andersen har ikke gjort sit arbejde ordentligt, lyder det i Jyllands-Posten fra Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet, og i Børsen vurderer chefredaktør Niels Lunde, at Ole Andersen har udspillet sin rolle i banken.

Berlingskes erhvervskommentator Jens Christian Hansen kalder Finanstilsynets afgørelse for en desavouering og ydmygelse af den tidligere så magtfulde Danske Bank-top og opfordrer storaktionæren A.P. Møller Holding til at træde i karakter og udøve aktivt ejerskab. Niels Lunde er enig, og kalder det nærliggende, at Mærsk-familien tager initiativ til at finde en ny bestyrelsesformand

3. Tager Danske Banks kronprins sit gode tøj og går?

Den 40-årige Jacob Aarup-Andersen, blandt venner kaldet Guld-Jacob, er blevet vejet og fundet for let til at beklæde topjobbet i Danske Bank. Flere medier kredser om, hvorvidt han vælger helt at forlade banken, frem for at blive og optjene den nødvendige erfaring. Berlingskes kommentator Jens Christian Hansen vurderer det som mest sandsynligt, at han går, fordi det er tvivlsomt, om han nogensinde kan komme tilbage som kandidat til topposten.

Børsens portræt af Jacob Aarup-Andersen peger i samme retning: »Jeg er ikke så god til at gå i stå,« har han sagt om sin karriere.

4. eBay lægger sag an mod Amazon

Verdens største deal-site, som bl.a. ejer Den Blå Avis i Danmark, har anlagt sag mod rivalen indenfor e-handel Amazon. eBay påstår, at Amazon har infiltreret eBays interne mail-system for at rekruttere topsælgere, skriver Bloomberg

Amazons illegale bestræbelser »forekommer at være en del af et større mønster af aggressive og skrupelløse handlinger«, hedder det i stævningen, som er indgivet til retten i San Jose i Californien. Amazon afviser at kommentere beskyldningerne fra eBay, men oplyser, at selskabet undersøger eBays påstande.

EBay og Amazon er hårde konkurrenter, som samarbejder med uafhængige handlende, som sælger på deres sites. Amazon har flere kunder, større salg og vokser hurtigere end eBay, men nogle sælgere foretrækker eBays platform, fordi det er en ægte markedsplads, hvor eBay ikke selv konkurrerer med de handlende, hvilket Amazon gør.

Tre ting investorerne skal holde øje med i dag

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, peger her på tre ting, som er værd at holde øje med torsdag:

  • 1) Ledende indikatorer fra USA samt et par taler fra et par regionale chefer fra den amerikanske forbundbank, FED står på menuen i dag. Efter gårsdagens mødereferater fra FED kan det være, at investorerne igen spejder efter, hvor stor renterisikoen kan være. Referatet fra seneste møde lader ingen tvivl tilbage om, at FED vil hæve renterne yderligere, og investorerne kan undervurdere effekten heraf. I kølvandet på FED-referaterne steg renterne, og de trak dollaren med op.
  • 2) Gårsdagens topmøde mellem UKs May og EU bragte på kort sigt ikke en Brexitaftale. Det stod allerede klart i begyndelsen af denne uge, at det ikke ville ske. I dag og de kommende dage er der god grund til at holde øje med udviklingen i forhandlinger og udtalelserne. En Brexitaftale er fortsat mest sandsynlig, og det vil bevæge såvel aktiekurser som det britiske pund. Det er ikke usandsynligt, at en fornuftig Brexitaftale kan få pundet til at stige 3-5 pct. overfor euro.
  • 3) I Asien bliver tendensen med kursfald genoptaget. Det skyldes ikke mindst den relativ hårde retorik fra FED. Det toneangivende kinesiske CSI 300 indeks nærmer sig siden toppen i februar måned i år et fald på 30 pct.