Shell forlader Danmark efter milliardhandel med nordmænd

Oliegiganten Shell forlader Danmark efter 56 år som en af de vigtigste aktører i Nordsøen.

Halfdan Feltet i Nordsøen. Arkivfoto: Claus Fiser/Ritzau Scanpix  Fold sammen
Læs mere
Foto: CLAUS FISKER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Shell - verdens næststørste virksomhed målt på omsætning – forlader Danmark, efter at det britisk-hollandske olieselskab har solgt sine aktier i Dansk Undergrunds Consortium (DUC). Køberne er norske Noreco.

»Vi har længe søgt at øge vores aktivitet i Danmark, da vi ser et stort potentiale i at styrke og udvikle den danske produktion af olie og gas i Nordsøen i mange år frem,« siger Riulf Rustad, bestyrelsesformand i Noreco, i meddelelsen til den norske børs.

Shell var med til at stifte DUC sammen med A.P. Møller – Mærsk tilbage i 1962, og har siden stået for hovedparten af olie- og gasudvindingen fra den danske del af Nordsøen.

Handlen betyder, at Noreco kommer til at eje 36,8 pct. af DUC. Amerikanske Chevron sidder på 12 pct. af aktierne, mens franske Total har 31,2 pct., efter at selskabet købte A.P. Møller – Mærsks andel i 2017. De sidste 20 pct. er ejet af den danske stats Nordsøfonden. Total har for nyligt annonceret, at det franske selskab ønsker at overtage Chevrons aktier.

Prisen for aktierne er ifølge Noreco 1,9 mia. dollar, eller hvad der svarer til godt 12 mia. kr.

Meddelelsen kommer, efter at der onsdag har været pause i handlen med olieselskabet Norecos aktier i lidt mere end tre timer. Det skete, fordi der var rygter om handlen.

I 2017 tegnede DUC sig for 90 pct. af den dansk olie- og gasproduktion.Konsortiet blev etableret i 1962 og fik oprindeligt AP Møller-Mærsk, Shell og amerikanske Gulf, som aktionærer. I 1974 forlod Gulf samarbejdet og siden blev Texaco og Chevron også en del af konsortiet. I 2012 trådte den danske stats Nordsøfonden ind med en aktiepost på 20 pct. som led i en nye aftale for Nordsøen. Beregninger fra Energiministeriet viser, at samarbejdet siden har skabt mere end 400 mia. kr. til den danske statskasse.

Noreco vil overtage alle Shells forpligtelser i Nordsøen, herunder blandt andet at genopbygge det store Tyra-feltet. Det norske selskab vil også overtage den del af Shells danske organisation, der er relateret til DUC.

»Som et nordisk selskab ser vi frem til at bære en stor del af ansvaret for udviklingen i den danske del af Nordsøen. Særligt Tyra får fokus,« siger Riulf Rustad.

Noreco havde før handlen en markedsværdi på under en mia. danske kr. Alligevel har det været muligt at finansiere en handel, der er langt større. Norske Dagens Næringsliv spørger i et interview med Riulf Rustad, hvordan det har været muilgt.

"Alt jeg kan sige om det er, at vi har gjort det, og aftalen er fuldt finansieret," siger Rustad.

Aktierne i det norske selskab ligger ud på onsdag eftermiddag med store stigninger. På et tidspunkt var selskabet blevet mere end 86 pct. værd.

Det britisk-hollandske olieselskab solgte sin forretning i Storbritannien til investeringsselskabet Chrysaor, som arbejder med penge fra den Houston-baserede kapitalfond EIG

Købet skal godkendes af Energistyrelsen, og handlen ventes at gå endeligt igennem i første kvartal næste år.