400.000 kroner i bøde for at sende spam

Firmaet Aircom skal betale en bøde på 400.000 kroner for at sende uønskede elektroniske reklamer, også kaldet spam. Det fastslog Sø- og Handelsretten onsdag i en principiel sag anlagt af Forbrugerombudsmanden. Det er den hidtil største bøde i en sag om spam-reklamer herhjemme.

Aircom Erhverv Aps., der forhandler mobiltelefoner under Teleringen, erkendte i retten at have sendt mellem 7650 og 15.300 ulovlige henvendelser på telefax til mindre virksomheder.

Forbruger-ombudsmanden bad allerede for et år siden firmaet stoppe deres ulovlige markedsføring uden held, hvilket Sø- og Handelsretten ser som en skærpende omstændighed.

Dommen er den anden i Danmark om spam. I den første sag fik firmaet Fonn Danmark en bøde på 15.000 kroner for 156 uønskede henvendelser på e-mail.

Aircom har ikke endnu ikke taget stilling til, om virksomheden eventuelt vil anke rekordbøden.

- Vi har ikke lyst at kommentere på noget nu, vi har aftalt lige at sove på det, siger Svend Aage Andreasen, direktør for Aircom til Ritzau.

/ritzau/