26/3-2004: Thise trækker mælk tilbage

Mælk fra Thise Mejeri er kommet under mistanke, efter at Statens Serum Institut i løbet af det sidste halve år har registreret 26 tilfælde af bakterien E.coli 0157.

Læs mere
Fold sammen
Instituttet har interviewet patienterne, og det har givet begrundet mistanke om, at smitten kan stamme fra det lille mejeri. Mistanken retter sig mod mælkeprodukter til at drikke, dvs. sødmælk, letmælk, minimælk, promillemælk, skummetmælk og jerseymælk.

Thise Mejeri har standset produktionen, trukket sin mælk tilbage fra hylderne og sat gang i en grundig gennemgang af virksomheden.

Af de 26 tilfælde af den pågældende colibakterie er de seks konstateret inden for de seneste 14 dage. Forbrugere, der har Thise-mælk i køleskabet, advares imod at drikke den. Uåbnede kartoner kan returneres til butikken, hvor de er købt.

Thise Mejeri genoptager produktionen på søndag, og herefter skulle der ikke være risiko forbundet med mejeriets mælk.

/ritzau/