Brevkassen: Hvordan håndteres arven, når man er norsk statsborger bosat i Danmark?

I denne uges brevkasse spørger en læser om, hvordan hans far, som er norsk statsborger, men bosat i Danmark, skal forholde sig til arveafgiften.

Hvilke muligheder har man i forbindelse med arveskat, når man bor i Danmark, men er udenlandsk statsborger? Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Kære brevkasse.

Min far er norsk statsborger, men bosat i Danmark, og jeg (arving) er også norsk, men bosat i Norge. Han er blevet en ældre herre og overvejer at give mig et forskud på arv for at slippe for arveafgiften den dag, han dør. Der er ikke ejendom med i billedet, kun opsparingsmidler og nogle aktier.

Er der nogen fare for at skulle betale arveskat til Danmark? Og hvad er vores muligheder?

Med venlig hilsen

K

Brevkassen


Få svar på spørgsmål om blandt andet arv, skilsmisse, skat, boligkøb, jura, økonomi og pension.

Alle spørgsmål anonymiseres. Det er desværre ikke muligt at svare på alle henvendelser. Svar gives i Brevkassen samt i Berlingske om lørdagen. Berlingske Media forbeholder sig retten til at offentliggøre spørgsmål og svar i alle husets medier.

Skriv til brevkassen@business.dk

Arveforskud behandles i Danmark i bo- og gaveafgiftsmæssig henseende som en gave. Uanset om der er tale om, at din far giver dig arveforskud eller gaver, eller om du måtte arve ham efter hans død, vil han være omfattet af boafgiftsloven, så længe han bor i Danmark. Det er uden betydning, om du som gavemodtager eller arving er bosat uden for Danmark. Udgangspunktet er derfor, at der i jeres tilfælde skal betales gaveafgift eller boafgift. Er din far f.eks. flyttet tilbage til Norge, vil der ikke i Danmark skulle betales bo- eller gaveafgift, da han så ikke længere bor i Danmark. Der gælder dog særlige regler om, at gaverne (eller arveforskuddet) skal have en vis størrelse, inden der skal betales gaveafgift, ligesom arvebeholdningen i dødsboet efter din far skal have en vis størrelse, inden der skal betales boafgift. Med lidt planlægning kan bo- og gaveafgift minimeres og eventuelt helt elimineres.

For gaver gælder, at der skal betales gaveafgift af årets samlede gaver, såfremt gaverne overstiger et grundbeløb, der i 2020 er på 67.100 kr. Din far kan altså, uden at der skal betales gaveafgift, i 2020 give dig en gave på 67.100 kr. Er gaven større end 67.100 kr., skal der betales en gaveafgift på 15 pct. af det overskydende beløb. Grundbeløbet reguleres hvert år. I 2021 kan din far give dig en gave på maksimalt grundbeløbet for 2021, uden at der skal betales gaveafgift, og således kan din far fortsætte år efter år. For arv gælder, at der alene skal betales boafgift af den del af arvebeholdningen, der overstiger et grundbeløb, som i 2020 er 301.900 kr. Boafgiften er 15 pct. Da din far kun kan dø en gang, så kan du ikke arve år efter år.

Du nævner, at din fars formue bl.a. består af aktier. Forærer din far aktierne som gave til dig, vil han skulle beskattes af en eventuel avance, uanset at værdien af gaven ikke overstiger grundbeløbet. Har din far derimod aktierne i behold ved sin død, vil en eventuel avancebeskatning af aktierne afhænge af, om dødsboet er skattefritaget eller ej. Afgørende for om boet er skattefritaget er, om boets nettoformue, eller summen af boets bruttoaktiver, fraregnet bruttoværdien af fast ejendom, der efter ejendomsavancebeskatningsloven kan sælges skattefrit, overstiger et grundbeløb, der i 2020 er 2.966.200 kr. Værdierne beregnes i forhold til skæringsdagen, dvs. den dag boet gøres endeligt op, og det er grundbeløbene i det år, hvor skæringsdagen er placeret, der anvendes. Er beløbsgrænsen ikke overskredet, vil en eventuel avance på din fars aktier ikke skulle beskattes.

Skal I minimere afgifterne mest muligt, skal din far årligt give dig gaver, der ikke overstiger bundgrænsen på pt. 67.100 kr. Gaverne skal for at minimere skatterne gives i likvide midler eller andre ikkeskattepligtige aktiver. Måtte din far savne likvide midler, er der intet i vejen for, at han belåner aktierne og giver det herved fremkomne provenu til dig som gave. I skal så håbe på, at din fars formue bringes så langt ned, at dødsboet efter ham ikke bliver skattepligtigt, og allermest optimalt så langt ned, at der heller ikke skal betales boafgift. Men en advarsel: Vi kender ikke den yderste dag, så husk at efterlade ham med midler, så han også har noget at leve for.

Med venlig hilsen

Erik Øvlisen, advokat (H)

www.ForumAdvokater.dk