Brevkassen: Er der grænser for, hvad juraen bør bruges til?

I denne uges brevkasse er der en læser, som foreslår alternative metoder til at sikre, at arvinger ikke får en arv.

I denne uges brevkasse er der en læser, som foreslår alternative metoder til at sikre, at arvinger ikke får en arv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen /Ritzau Scanpix

Kære brevkasse,

Hvorfor angiver du i artiklen »Hvordan sikrer jeg, at mit barn ikke arver noget?« ikke den løsning, som sikrer, at arvinger ikke får en arv: Forær det hele væk, mens du stadig er i live, eller pantsæt boet for dets fulde værdi og forbrug eller destruer provenuet.

Med venlig hilsen

J.S.

Brevkassen


Få svar på spørgsmål om blandt andet arv, skilsmisse, skat, boligkøb, jura, økonomi og pension.

Alle spørgsmål anonymiseres. Det er desværre ikke muligt at svare på alle henvendelser. Svar gives i Brevkassen samt i Berlingske om lørdagen. Berlingske Media forbeholder sig retten til at offentliggøre spørgsmål og svar i alle husets medier.

Skriv til brevkassen@business.dk

Kære JS,

Tak for spørgsmålet. I brevkassen den 19. juli gav jeg et ret omfattende svar på et spørgsmål om, hvordan en læser med en voksen datter, som der ikke var kontakt til, kunne håndtere ønsket om at begrænse hendes arv. Du vil så gerne vide, hvorfor jeg ikke bare rådgav læseren til at forære det hele væk eller rådgav til at pantsætte boet for dets fulde værdi og så forbruge eller destruere provenuet.

Det er der tre grunde til: For det første læste jeg ikke spørgerens behov sådan, at en radikal løsning som din ville være ønskværdig. For det andet tillader brevkassens rammer ikke længere svar, end det jeg gav. Og for det tredje gælder, at hvis jeg skulle medtage den vinkel, du har, så kan det ikke gøres helt kort. Men lad mig så svare her: Det er helt rigtigt, at hvis du intet ejer, så er der intet at arve. Man kan så spørge, om det ikke er vanskeligt at forære alt væk – hvordan skal man så overleve? Er det overhovedet realistisk?

Måske. Jeg har faktisk ved en enkelt lejlighed fået et tilsvarende spørgsmål. En mand var blevet skilt for mange år siden, og han havde giftet sig på ny godt 30 år tidligere. Han havde tre børn, og det ene barn var fortsat – efter mere end 30 års ægteskab med den »nye« ægtefælle – så vred på faderen, at han nu ønskede at lade hende arve mindst muligt. Enhver kontakt mellem hende og ham var ophørt. Der blev oprettet et testamente, og tre år senere fik jeg en ny henvendelse med spørgsmålet: »Kan du gøre min datter arveløs?«

Jeg svarede bekræftende og oplyste, at det kunne klares ved, at han overførte alt til den »nye« hustru, således at han ikke selv ejede noget. Jeg advarede om, at det ville gøre ham meget sårbar i en mulig skilsmissesituation, men den risiko ville han gerne tage. Vi drøftede andre ulemper ved denne løsning, men jeg blev bedt om at udarbejde en ægtepagt, hvorved han forærede alt til hustruen. Det gjorde jeg, og han kom på mit kontor for at underskrive. Ved mødet bad jeg ham vente med at skrive, idet jeg bad ham besvare et enkelt, men vigtigt spørgsmål. Det ville han gerne gøre, og jeg spurgte ham: »Når du har skrevet under på ægtepagten, forsvinder din mavepine så?« Jeg tilføjede, at jeg fuldt ud forstod hans situation, men hvis han ikke ville få det spor bedre, hvorfor så handle så drastisk.

Det ville han gerne tænke over, og et par dage senere ringede han og bad mig droppe ægtepagten og i stedet ændre testamentet, så den »umulige« datter skulle arve på lige fod med hendes to søskende. Det gjorde jeg, og da vi mødtes hos notaren til underskrift af testamentet, fortalte han glad, at han netop denne dag – det var hans fødselsdag – havde fået en lang og sød SMS-besked fra datteren (som intet vidste om det, der var foregået).

Manden var glad, og mavepinen var forsvundet. Det gav mig anledning til at filosofere lidt over livet, herunder spørgsmålet om, hvorvidt der er mere mellem himmel og jord, end vi forstår. Og jeg var glad for, at jeg havde spurgt ind til ønsket. Juraen bør ikke bruges til pseudoløsninger eller halve løsninger og i situationer, hvor en »løsning« er meget kontroversiel, bør en rådgiver råbe vagt i gevær og advare om, at juraen ikke kan løse ethvert opstået problem.

Din idé om destruktion med videre forekommer ikke fornuftig. Må jeg – når vi nu har bevæget os lidt ud på de vilde vover – nævne, at det i arvelovens § 74 er bestemt, at »en testamentarisk bestemmelse, der går ud på en anvendelse eller tilintetgørelse af ejendelene, som åbenbart savner fornuftig mening, er ugyldig«.

Bestemmelsen er rettet mod bestemmelser, der vil medføre spild af værdier, som fra et samfundsmæssigt synspunkt er meningsløst, dels mod bestemmelser, der er meget excentriske. Og udover arvelovens regel er der en gammel bestemmelse i Danske Lov 5-1-2 om kontrakter, der er i strid med lov og ærbarhed. En bestemmelse om et testamente, der er i strid med lov og ærbarhed – contra bonos mores – gælder ikke.

Min gamle professor i arveret, Ernst Andersen, sagde herom ved en forelæsning: »Ingen vil vel være i tvivl om, at en bestemmelse om et legat, hvis renter skal anvendes til dækning af udgifterne ved at uddanne lommetyve eller ved at købe pornografiske skrifter til anvendelse som flidspræmier i folkeskolen, er en nullitet.«

Tilbage til dit spørgsmål: Du har en pointe i, at den, der intet ejer, ikke har de store udfordringer med tvangsarvereglerne. I hvert fald som udgangspunkt, for hvis en disposition er sket på et tidspunkt, hvor livet kendeligt er ved at rinde ud, vil vi være inde i omgåelsesområdet, hvilket kan give nogle interessante retssager og måske håb for tvangsarvinger. Mit råd til læseren svarer fortsat til det, der kan læses i brevkassen 19. juli 2019.

Med venlig hilsen

Allan Ohms, advokat (H) og mediator

www.ForumAdvokater.dk