Pas på de giftige planter i haven

Den er jo smuk og dejlig, naturen. Men nogle gange er den også lidt farlig og giftig. Bliv klogere på, hvilke planter der er giftige, og find ud af, hvordan du gør haven til et ufarligt sted at være – også for de nysgerrige små.

Smukke – men også farlige. Lupin (Lupinus) har frugter, der ligner ærtebælg, men især frøene er giftige, Fingerbøl (Digitalis) er en smuk, men giftig to-årig blomst, hos liljekonval (Convallaria majalis) indeholder blomster og blade giftstoffer, mens guldregn (Laburnum) har giftige frø. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Scanpix

 De fleste af os ved godt, at når vi færdes i naturen, skal vi være opmærksomme på giftige planter. Bjørneklo og guldregn er måske nogle af de planter, der popper først op i hovederne. Men det er nok de færreste af os, der tænker over, at vi faktisk selv dyrker adskillige mere eller mindre giftige planter – hjemme i vores egen have.

I de sidste 10 år har utroligt mange haveejere for eksempel valgt at bruge laurbærkirsebær (Prunus laurocerasus) som hækplante. Ikke desto mindre er lige netop laurbærkirsebær kategoriseret som giftig, og du bør derfor undgå de sorte og røde bær, som indeholder blåsyre.

Det siges, at henholdsvis 60 bær for voksne og 10 bær for børn er dødelig dosis. Andre hækplanter, som almindelig liguster (Ligustrum) og taks (Taxus) er henholdsvis lidt giftig til giftig og giftig til meget giftig (ifølge Giftlinjen på Bispebjerg Hospital).

Hos taksen er alt på hele planten giftigt på nær den røde kødfyldte frøkappe, der ligner et dejligt saftigt sommerbær. Vi mennesker kan sagtens spise den, og det har jeg også selv prøvet, men vær opmærksom på, at den røde kappe omslutter et lille sort frø, som også er giftigt.

Følg også boligstoffet på Facebook 

Blandt havens blomster er der også masser af giftige planter. En yndet staude som stormhat (Aconitum) ser utrolig flot ud i staudebedet, men hele planten er særdeles giftig. Det samme gælder fingerbøl (Digitalis). Mange kan have lyst til at stikke en finger ind i blomsten, netop som et fingerbøl, men det er altså en rigtig dårlig ide, da hele planten er giftig, inklusiv rødder og frø, og især bladene, som ved indtagelse i yderste konsekvens kan resultere i dødsfald. Tidlige symptomer er for eksempel opkast, diarré, ondt i maven, hallucinationer, svingende bevidsthed og kraftig hovedpine.

Liljekonval (Convallaria majalis) er også rigtig fin at nyde synet af i haven, når de små, hvide blomsterklokker blomstrer i maj. Men blomsterne er giftige, og når frugten bliver orange og modner, så ligner den et spiseligt bær, hvilket den langt fra er. Lupin er en rigtig flot plante, både blomsterne og bladene har stor prydværdi. Men frugten er en kapsel, der ligner en håret ærtebælg. Frøene inde i kapslen er giftige og kan give opkast og mavesmerter ved indtagelse. Selv bønnerne i køkkenhaven skal man holde sig fra, før de er kogt.

Læs også:
Bål i haven – nemt og sikkert
Haven lige nu: Tag haven med indenfor
Haven lige nu: Trampolin gav ny græsplæne – og glade børn

Farverige blomster som guldregn (Laburnum) og blåregn (Wisteria) kan også være tiltrækkende at lege med og putte i munden for familiens små, men begge planter er giftige.

Betyder det så, at vi skal undgå alle mere eller mindre giftige planter? Det synes jeg ikke, men jeg vil til hver en tid anbefale at omgås de giftige planter med omtanke. Er der børn i haven, så lad være med at dyrke de decideret giftige planter. Kan du ikke leve uden stormhat i dit staudebed, så plant den et sted, hvor den ikke er så let tilgængelig.

Tænk på, hvad der er fristende for børn. Farverige frugter som på dansk ingefær (Arum alpinum ssp. danicum), hvor de orange-røde bær sidder i en dekorativ kolbe, eller benved (Euonymus), hvor de pink kapsler åbenbarer orange frø. Det fænger nemt øjet og kan tiltrække små nysgerrige individer. Min egen have er ikke fri for giftige planter, og det på trods af at små børn færdes der. Er det forsvarligt? Måske ikke. Men jeg sørger for, at de planter, der kunne friste, og som er mere eller mindre giftige, placeres på steder, hvor de ikke er så let tilgængelige. Derudover holder jeg et vågent øje og lærer mine børn ikke at putte alt i munden. Det er ikke 100 pct. sikkert, men jeg synes samtidig, det er vigtigt at lære at omgås naturen med omtanke.

Læs meget mere livsstil- og boligstof i vores to, gratis nyhedsbreve: Din Bolig om tirsdagen og Fri Weekend om fredagen. Meld dig til her 

Gode tilbud fra Boliga.dk: 

Synliggør din bolig

Tilstandsrapport 

Skødeskrivning/køberrådgivning

Boligfoto

Eltjek