Lyst og herskabeligt på Strandboulevarden

Lene og Jens Østergaard tøvede ikke et sekund, da de for tre år siden fik chancen for at bytte sig til en herskabslejlighed på 240 kvadratmeter på Østerbro i København.

Spisestuen, som ligger midt i lejligheden, er malet med sart lyseblå på væggene. Spisebordet i hepplewhite-stilen er købt for 15 år siden gennem Den Blå Avis. Det er blevet malet hvidt, så det passer til de gamle stole fra et lokalt loppemarked. Stolene er betrukket med et stribet betræk, men jævnligt udskiftes, da det med tre børn og hund i huset let hurtigt bliver slidt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Plenov

Der var nok at gå i gang med, da Lene og Jens Østergaard for tre et halvt år siden flyttede ind i den store lejlighed på 240 kvadratmeter på Strandboulevarden på Østerbro i København. Den tidligere ejers stil lå nemlig langt fra de nye ejeres, og lejligheden var stort set ikke blevet vedligeholdt i 20 år.

Se flere billeder fra herskabslejligheden i galleriet til højre.

Men Lene og Jens tog udfordringen op, for de havde ved første øjesyn forelsket sig totalt i den gamle lejlighed og set mulighederne i den. Alle rum blev renoveret og genskabt, så charmen ved netop den type herskabslejligheder nu kommer stærkest til udtryk.

Parret foretrækker at indrette sig med et miks af nyt design og loppemarkedsfund. Det skal helst være enkelt og praktisk med lyse og venlige farver og uden for mange dikkedarer. Lejligheden beboes nemlig også af tre børn i alderen tre til ti samt en hund.

Listen er lang, hvad angår forbedringer og istandsættelsen af boligen. Der er blevet revet tapet ned og spartlet op igen, hvorefter alle rum er malet enten hvide eller, som i gangen og spisestuen, svagt lyseblå.

Der er nye el-installationer overalt. Gulvene er alle afhøvlet. Stukken, som Lene og Jens Østergaard var helt vilde med, kom efter nøjsomt arbejde ordentligt frem. Og for at få lyset fra altanen til at reflektere stærkere blev panelerne i spisestuen, som er gennemgangsrum, malet med højglansmaling.

Stuen med udgang til altan har lys fra morgen til aften, og den bliver flittigt brugt af alle familiens medlemmer. I lejligheden findes 21 speciallavede skabe med fyldningslåger, og der er radiatorskjulere i alle rum, som Lene og Jens selv har designet.

En barndomsven af Jens har, udover at være teknisk vejleder, stået for alt snedker- og træarbejde samt glasloftet i køkkenet.

Lene og Jens Østergaard har selv tegnet køkkenet, hvor netop glasloftet er prikken over i’et. Parret kontaktede omkring 20 glarmestre, før de fandt, hvad de ledte efter. En glarmester i Københavns centrum havde et gammelt og originalt glasloft stående fra en købmandsbutik, som han havde pillet ned for et par årtier siden.

Det tog parrets »supertømrer«, som de kalder ham nu, 120 timer at sætte det op, bl.a. på grund af det omfattende net af lægter, som listerne skulle sømmes op i, og som desuden skulle være i vatter. Tømreren lavede nye trælister og gav dem sølvlak med patina effekt i stedet for bladsølv, som man brugte i gamle dage. Det sidste mente Jens og Lene dog ville blive for prangende til køkkenet.

Parret kunne ikke blive enige om, hvordan badeværelset skulle se ud, så løsningen blev derfor, at de fik hver sit!

»Muligheden var der, så hvorfor ikke,« siger Jens Østergaard. »På den måde har vi hver især bestemt 100 procent, hvordan det skulle være. Nu er det vores søn Mikkel og mig, der mest benytter »mit« badeværelse/toilet med kopien af den spartanske kriger på gulvet, mens pigerne bruger det andet.«

Den spartanske kriger, som Jens Østergaard taler om, er fremstillet af mosaikfliser købt i Italien. Figuren passede dog ikke lige ind i lejligheden. På den oprindelige udgave, der fandtes i et græsk palæ, sad krigeren således ned, men da gulvet i lejligheden er langt og smalt, blev Jens nødt til at bede det italienske firma om at rette krigeren op, så han kunne komme til Østerbro. Efter lang tids venten kom han posten og så skulle derefter samles.

Lene Østergaards badeværelse er mere enkelt og med badekar, hun er nemlig ikke til for mange dikkedarer.

»Når jeg indretter, tænker jeg meget over, at det skal være brugervenligt. Men det skal selvfølgelig ikke være kedeligt. Vores hjem er derfor en blanding af brugbart nyt design, som f.eks. vores lamper fra Best Lite, og ting fundet på loppemarkeder. Det må vel være kunsten at kombinere på kryds og tværs! Bare det er funktionelt og ikke mindst, at vores børn kan leve i det også,« siger Lene.

I boligen er alt gennemtænkt, det gælder f.eks. dørgrebene på skabene med fyldningslågerne. På en tur til Paris fandt Lene og Jens nogle flotte dørhåndtag fra Napoleon den Tredjes tid, men der var ikke nok til hele boligen. Så parret blev henvist af deres »antik-snedker«, Leo Østergren, til en gammel mand i Tyskland, som havde specialiseret sig i at støbe netop den slags greb.

Andre boligreportager: