Designerens strømlinede parcelhus

Hans Sandgren Jakobsen er en af landets mest respekterede designere. Hans enkle møbler præger hans og familiens hjem i Grenå, hvor han også selv har designet det nye køkken.

Sofaen Fazet er en af de mange prototyper, huset rummer. Ved siden af står taburetten Gallery og standerlampen Radon. I forgrunden ses bakkebord, det hele Sandgren Jakobsen design, ligesom reolen, som består af fem enkeltmoduler i bøg og mahogni med hylder, der buer opad for at undgå, at de synligt buer nedad pga. tyngden af bøger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Hanne Gabel Christensen

Drømmene gik i én retning og realiteterne i en anden, da møbeldesigneren Hans Sandgren Jakobsen og hans hustru Mette for 11 år siden besluttede at flytte fra København til deres barndomsby Grenå for at komme tættere på familien.

Se flere billeder fra huset i galleriet til højre >>

De havde brug for et rummeligt hus med plads til to voksne, to børn samt værksted og tegnestue til Hans Sandgren Jakobsen, der på det tidspunkt arbejdede hjemmefra. De drømte om et gammelt hus med detaljer og sjæl. Den slags var imidlertidikke til salg i byen på det tidspunkt, så i stedet faldt valget på et hus i en helt anden boldgade: et modernistisk parcelhus fra 1965.

Se også:
Flot finish i Ikea-designerens eget hus
Designerbolig i det gamle Tisvilde-pensionat
Designerhjem med plads til familien

Vinkelhuset ligger på en hjørnegrund med ryggen mod vejen og har åbne facader med store vinduespartier mod haven. Det blev udvidet i 1974 med en strømlinet tilbygning langs den ene gavl og facade, så i dag er der i alt 250 kvadratmeter bolig plus et udhus, der kan bruges til værksted.

Når man kommer indenfor hos parret, ses det tydeligt, at det også er et hus, som går fint i spand med Hans Sandgren Jakobsens enkle design, der udgør hovedparten af interiøret sammen med en række moderne malerier.

Hans og Mette Sandgren Jakobsen har moderniseret både køkken, badeværelse og toilet. Selve grundplanet med vinkelstue, stue, en lille spisestue, tre værelser, køkken, bryggers, badeværelse, toilet og to mellemgange er bevaret med en udvidelse af køkkenet som eneste radikale ændring.

For at få et stort køkkenalrum blev den lille spisestue ved siden af inddraget, mens bryggerset bagved blev bevaret for at have en indgang, så man ikke går direkte ind i køkkenet. For at få mere dagslys ind i det nordvendte køkken blev døren i væggen til bryggerset rykket ind på midten, så den nu er placeret over for vinduet i det østvendte rum. En ombygning, som har gjort denne del af huset mere åben og lys.

»Det var vigtigt for os at få lavet et køkken, som bandt huset sammen,« forklarer Hans Sandgren Jakobsen, der har tegnet og bygget det nye køkken i elmetræ med højglanslakerede fronter og udformet det, så pladsen er optimalt udnyttet.

»Køkkenelementerne består af en lodret væg, der er ingen top-, bund- eller bagbeklædning, som når man køber elementer som færdige kasser,« forklarer designeren.

Desuden er køkkenbordet gjort ekstra bredt for at få god plads, f.eks. når der skal bages. Det gamle køkkenbord var 60 cm dybt, nu er det 90 cm ved vinduerne, hvor det er dybest, og 75 cm på det smalleste stykke. Det betyder også, at skufferne er gjort dybere og dermed mere rummelige, så behovet for overskabe og hylder blev mindre.

»Vi ville gerne undgå overskabe, da køkkenet også skulle benyttes som opholdsrum og til at holde møder i.«

Også badeværelset er renoveret fra bunden. Her blev badekarret sløjfet til fordel for en bruseniche. De mørkegrønne fliser, som gjorde rummet mørkt, blev skiftet ud med hvide, så rummet nu står hvidt i hvidt med lidt kontrast i interiøret. Samme tur fik toilettet, så stilen i begge rum nu er lys og minimalistisk.

Under ombygningen har parret lagt vægt på at holde en gennemgående stil i huset. Et nyt gulv i entéen består f.eks. af samme slags fliser som i bryggerset, og på sønnen Mikkels værelse og i køkkenalrummet kom der nyt plankegulv i ask, som også ligger i stuer, mellemgang og soveværelse.

»Vi har valgt materialer, der går igen flere steder for at stramme op, få harmoni og nivellere ud. Der er for eksempel ingen dørtrin i huset, dem har vi fjernet for også på den måde at skabe sammenhæng,« siger Hans Sandgren Jakobsen.

Se også:
Flot finish i Ikea-designerens eget hus
Designerbolig i det gamle Tisvilde-pensionat
Designerhjem med plads til familien

 

Selve indretningen har ændret sig flere gange, noget er skiftet ud, andet flyttet rundt flere gange, og på et tidspunkt blev vinduet i vinkelstuen gjort større, så det mere blev et rum i sig selv.

»Over tid har vi fundet ud af, hvordan vi udnyttede huset bedst muligt. Vi har bevaret det meste af grundplanen og fundet mulighederne i det og så lavet et par større ændringer.«

I dag er puslespillet faldet på plads, og det billede, der tegner sig, er i høj grad præget af design fra den hyppigt prisbelønnede designers 20 år i faget. At det er blevet til meget vellykket design, afspejler sig i alle rum, hvor stilrent, enkelt interiør med et tvist træder frem. Suppleret med møbler af andre designere, blandt andet Trinidad-stolen af Nanna Ditzel, hvis tegnestue Hans Sandgren Jakobsen var ansat på i syv år.

»Når jeg designer, lægger jeg vægt på at skabe noget, der ikke er set før, og som fungerer godt. At æstetikken og funktionen går hånd i hånd, det er det vigtigste for mig - det er ikke nok, at det ene er repræsenteret,« siger Hans Sandgren Jakobsen, som også lægger vægt på godt håndværk.

Se også:
Flot finish i Ikea-designerens eget hus
Designerbolig i det gamle Tisvilde-pensionat
Designerhjem med plads til familien