Den fest, Niccolò Ammaniti byder os velkommen til i titlen på sin nye roman, holdes af den svinerige ejendomsspekulant Sasà Chiattis i den berømte historiske park Villa Ada i Rom. Chiatti har købt parken og indbudt enhver, som bare er en smule kendt i Italien, og der indgår både safari med aflagte cirkusdyr, musik, mad og drikke på frådseriets overdrev, og meget, meget andet.
Men inden vi kommer til festen, bliver vi præsenteret for bestsellerforfatteren Fabrizio Ciba elsket af hele Italien, måske mere fordi han holder sig godt, er hurtig i replikken og har sit eget TV-show, end på grund af sit forfatterskab, som i øvrigt er gået i stå.
Vi møder også Mantos, til daglig ansvarlig for tyrolerafdelingen i svigerfaderens møbelhus, men ellers leder af den sataniske kult Abbadons Uhyrer, som er på randen af opløsning, da de ikke har fået gennemført noget ordentligt okkult i lange tider det er kun blevet til en mislykket gruppevoldtægt og menneskeofring, som endte med, at offeret blev kæreste med et andet medlem af kulten, og til lidt gudsbespottende graffiti. Da Mantos’ fætter beder Mantos’ kult om hjælp som personale til Ciattis fest, og Mantos i øvrigt erfarer, at en nykristnet ekssatanist skal optræde, ja, så tegner der sig måske en mulighed for at få skabt sig et ordentligt rygte i satanistkredsene. Den nyindkøbte kopi af sværdet Dyrendal skal spille en rolle.
»Velkommen til festen« er en grotesk satire på kendis- og kulturlivet i det moderne Italien. Bogverdenens hykleriske snobberi sidestilles med satanisternes virkelighedsfjerne parallelunivers af konkurrerende fraktioner og rygter om dødelig dåd. Mikset af dem til Chiattis fest er et fyrværkeri i sig selv.
Ammanitis bøger er oversat til mere end 40 sprog. Den slags vidner jo om en eller anden form for kvalitet, om end den ikke nødvendigvis er kunstnerisk. Ammanitis kvalitet er, at han underholder og lader intet være helligt. Det er ganske sjovt i al sin pjat- og plathed. Men det er også hurtigt glemt igen.
