Sidste udkald for singlekvinde

Eske Holm ønsker at kaste lys over en moderne, neurotisk kvindes splittelse med romanen Singlebell om den 41-årige kulturjournalist Piv Saerens, for hvem det er sidste udkald, hvis hun ønsker at give liv.

Foto: Scanpix

Piv vil »opfylde sin kvindelige bestemmelse« og føde et barn, men har ikke planlagt at skulle føle moderlighed. Mest interessant i bogen er hovedpersonens komplicerede forhold til den kvindelige psykoanalytiker. Der er kig til smertepunkterne i den problematiske opvækst - faren græder foran spejlet. Ligesom der er glimt af poesi og musikalsk forførelse midt i kaos. Savnet af musikken - Piv kredser om flygelet, men opgav sin uddannelse på Musikkonservatoriet - står centralt i romanen. Eske Holm er debatsøgende optaget af dette noget konstruerede og i første omgang egofikserede, kvindelige projekt. Han har på visse områder psykologisk indsigt, men romanen savner i flere passager troværdighed og fokus.