Hun bevæger sig på en knivsæg, Mona Eltahawy. Hun balancerer mellem kvindehadende, højreorienterede islamister og venstreorienterede medløbere med misforståede kultursyn uden at skåne hverken sig selv eller den ene eller den anden gruppe.
Hun er en feministisk linedanser, der holder blikket rettet mod målet for enden af den udspændte wire, der udgør arabiske kvinders virkelighed med undertrykkelse, uligeret, genital lemlæstelse, vold, voldtægt. Hun er en kamikaze-kvinde, en kulturel whistleblower, en kampklar og dødsforagtende rødstrømpe. Hun er modig.
Man er derfor blæst bagover efter endt læsning af hendes personlige og politiske kampskrift »Jomfruhinder og hijab. Hvorfor Mellemøsten har brug for en seksuel revolution«.
Her bliver alle de værste fordomme om arabiske kvinders livsvilkår opløst som racistiske påstande og genskabt som veldokumenterede fakta. Det er voldsomt, det er grimt, og det kræver ifølge den amerikansk-egyptiske forfatter alt andet end blødsøden kulturel forståelse endsige islamofobisk afstandstagen for at kunne ændres.
Først og fremmest er der brug for et oprør fra kvindernes midte, og bogen er derfor tilegnet »pigerne fra Mellemøsten og Nordafrika«. Men der er også behov for, at Vesten lærer at kalde en spade for en spade og en mandschauvinist for det, han er, uden at det forklejnes/forklares/undskyldes/bebrejdes som et muslimsk grundvilkår.
En lille revolution
Det kvindehad, man oplever i vore dages islamiske samfund, er af nyere dato og har ikke rod i Koranen, mener Eltahawy. Men religiøse højrekræfter, som hun sammenligner med stærkt troende kristne amerikanere, har fået vind i sejlene som følge af Israels knusende sejr over araberne i 1967, den iranske revolution i 1979 og sidenhen den økonomiske krise i den arabiske verden, der fik mange arabere til at søge arbejde i Saudi-Arabien, hvor de blev påvirket af den herskende stærkt konservative udgave af islam, wahhabismen, og siden bragt den tilbage til deres hjemlande.
Det har medført, at kvinders vilkår i den arabiske verden er blevet forværret mærkbart i de seneste tiår. Og trods det, at mange kvinder var med på barrikaderne under det arabiske forår, har disse revolutioner ikke formået at ændre udviklingen, snarere tværtimod. Eltahawy mener af samme grund, at de grundlæggende samfundsomvæltninger vil lade vente på sig, hvis ikke der meget snart udbryder anden halvdel af en dobbeltrevolution, en seksuel revolution.
Hendes bog er et manifest for dét. Den er spækket med kold dokumentation og rødglødende harme, og den er både et stærkt politisk skrift og en smukt skrevet personlig beretning om hendes journalistiske, feministiske virke, om, hvordan hun selv bar hijab (tørklæde) i en årrække, hvordan hun blev seksuelt forulempet under en anholdelse i forbindelse med det arabiske forår, og hvordan hun først som 29-årig mistede sin mødom og sit kulturelle kyskhedsbælte.
»Jomfruhinder og hijab« er en lille revolution i sig selv, og jo flere, der læser den med åbent sind, des stærkere bliver det sikkerhedsnet, der burde spændes ud under Eltahawys farefulde balancegang. Så hermed: anbefalet!
Titel: Jomfruhinder og hijab. Hvorfor Mellemøsten har brug for en seksuel revolution. Forfatter: Mona Eltahawy. Oversættelse: Marie Kopp. Sider: 224. Pris: 250 kr. Forlag: People’s Press.
