Poetiske traditioner

Afhandling. »Drømme og dialoger« har Peter Stein Larsen kaldt sin doktorafhandling om »To poetiske traditioner omkring 2000«, der blev forsvaret 4. december 2009.

Men har lyrikken overhovedet nogen berettigelse i dag? lyder et af de indledende og temmelig afgørende spørgsmål i bogen. Er lyrikken ikke endt som et glemt reservat i litteraturen? På side 485 falder svaret med vægt. Forfatteren tror - måske ikke så overraskende - på »en rig og udfordrende fremtid for poesien«. Med læsninger af et halvt hundrede poetiske forfatterskaber kortlægger Peter Stein Larsen den danske lyrik omkring år 2000 og peger på to samtidige poetiske traditioner, en centrallyrisk og en interaktionslyrisk, begge traditioner med diverse understrømme. »Drømme og dialoger« er mest en bog for faglitterater, men ud af den dynamik, Peter Stein Larsen finder i spændingsfeltet mellem de to poetiske traditioner, springer en stor optimisme på lyrikkens vegne. Den optimisme er værd at dele.

Stein Larsen: »Drømme og dialoger. To poetiske traditioner omkring 2000«. 560 s. 398 kr. Syddansk Universitetsforlag.