Selv de mest klarsynede kan blive blåøjede og lade sig sno om andres lillefingre, især hvis trangen til kærlighed og kropsligt nærvær er blevet understimuleret for længe, og sådan er det også for den lille vakse franske kriminalkommissær Camille Verhoeven i Pierre Lemaitres »Camille«.
Hovedpersonen lader sig narre, måske ikke så meget af en smuk kvinde som af sine følelser, fornemmelser og ikke mindst forestillinger om sin egen rolle, og i den version af selvransagelsen, som Lemaitre leverer her, gør det afslutningen på den eminente trilogi om Verhoeven til et brag af en filosofisk finale.
»Camille« handler om ofring og tilgivelse, og den underlæggende historie har en næsten (anti)bibelsk klang, hvor en (selvudnævnt) faderfigur vælger at tage den ene af sine åndelige sønners liv for at lade den anden få hele arven. Men den handler også om Verhoevens egen rolle som fortabt søn, der (uden at sige for meget) til sidst vender tilbage til det, han kom fra.
De store spørgsmål er pakket ind i en lille, men ikke desto mindre kryptisk fortælling om opklaringen af et voldeligt røveri i en parisisk juvelerbutik. Den kønne Anne Forestier bliver en tidlig morgen, hvor butikkerne i en lille butiksarkade er ved at åbne, vidne til et væbnet røveri. Hun når at se de to mænd, inden de maskerer sig, og det får den ene af dem til at slå hende i gulvet og efterfølgende banke hende til ukendelighed.
Kringlet kraftpræstation
Anne Forestier er kriminalkommissær Verhoevens nye (hemmelige) kærlighed, efter at han i flere år efter det brutale mord på sin hustru (første bog i trilogien, »Irène«, toeren hedder »Alex«) har levet i både korporligt og åndeligt cølibat. Han tiltusker sig ansvaret for efterforskningen, selv om væbnet røveri ikke lige er hans område, og undervejs benytter han sig af så mange alternative arbejdsgange, at hans stilling til sidst hænger i en tynd tråd.
Blandt andet hjælper han Anne Forestier med at flygte fra hospitalet og installerer hende i sin landejendom et stykke uden for Paris. Ingen aner, at hun er der – undtagen overfaldsmanden, viser det sig. Den halvanden meter høje Verhoeven må tænke kreativt for at finde kilden til lækken, og da sammenhængen først går op for ham, kaster han sig ud i et opklaringsarbejde og en forbryderjagt, der er en så kringlet kraftpræstation, at man sjældent ser mage inden for krimigenren.
»Camille« er skrevet som en flerstemmig fortælling, hvor læseren skiftevis sidder på skulderen af Camille og Anne og gennem en faktisk rigtig underholdende, men ikke desto mindre syg, sarkastisk, ja, velsagtens sadistisk jeg-fortæller til tider også er inde i forbryderens hoved. Den nogle gange meget belevne morder og voldsmand overvejer f.eks. seriøst, om det ikke vil være i strid med Genèvekonventionen at beskyde en ambulance. Så hellere myrde løs før eller efter sygetransporten.
Det er sagt før: Pierre Lemaitre lever op til sit navn, han er en mester. Både som spændingsforfatter med bloddryppende detaljer som ekstra finesse og som højlitterær kunstner med stolte referencer samt styrke og kant i sproget (om end der indimellem er lige lidt for mange men’er, men det er en detalje).
»Camille« er en fornem finale.
Titel: Camille. Forfatter: Pierre Lemaitre. Oversætter: Karsten Nielsen. Sider: 352. Pris: 250 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.
