Det kan virke som en uoverkommelig opgave at skulle læse David Grossmans lovpriste roman fra og om det moderne Israel. Ikke blot fordi den er lang og fysisk tung. Men især fordi den lægger ud med en 85 sider lang prolog skrevet i en dialogbåren, nærmest drømmende tone, som man ved Gud skal holde tungen lige i munden for ikke at falde ud af.
Udsigten til 600 sider mere af den slags kan jo slå selv den mest hardcore litterat ud af kurs. Men se så om ikke Grossman lader fortællingen tage en anden form, når vi går ind i hoveddelen. Den bliver mere fortællende, men har stadig et fabelagtigt drive, som slår en klo i læseren, så man selv må slå bremsen i, når refleksionen sætter ind, eller man får lyst til at dvæle. Oversætterne Hans Henrik og Rivka Uzan Fafner må antages at bære deres del af ansvaret for (gen)skabelsen af bogens stilistiske vellykkethed, så lad os straks hylde dem for det.
Men nok om stilen. Titlens kvinde hedder Ora, og i romanens første del befinder hun sig på et nærmest affolket epidemihospital, hvor hun feberramt knytter en tæt relation til Avram og endvidere møder Ilan, som senere skal blive hendes mand. Vi skriver 1967. Efter prologen er vi kommet til 2002. Ora er skilsmissemor, en »jiddisch« rappenskralde, men også en viljestærk kvinde. Hendes søn Ofer har netop afsluttet sin værnepligt i Israels uendelige krige, men har så alligevel meldt sig til endnu en operation og Ora er fortvivlet. Risikoen for at miste ham er jo stor og angsten derfor så meget desto større, og derfor beslutter hun sig for at flygte fra sit hjem og den mulige meddelelse om hans død. Rationalet lyder, at er hun der ikke til at tage i mod meddelelsen, da kan han ikke dø. Sammen med Avram vandrer hun igennem Israel og fortæller undervejs sin egen, sønnens og dermed også det moderne Israels historie, dets konflikter og dets hårdhændede behandling af palæstinenserne.
Det er en både smertelig og indsigtsfuld skildring af et land med så store historiske og kulturelle konflikter, at de for selv de mest velmenende er uløselige. Grossman skildrer gennem Ora og Ofer, hvordan den permanente krigstilstand sætter dybe ar i sjælen, både den enkeltes og den fælles. At Grossmans egen søn døde i den anden Libanonkrig, stort set samtidig med, at han færdiggjorde romanen, er jo egentlig læseren ligegyldigt. Men det forklarer alligevel, på hvilken fond han har kogt dette mesterværk. Hvor kunne man dog ønske sig, at Forlaget Vandkunsten havde fulgt udgivelsen til dørs med lidt større skrift, to bind og hårdt omslag. Det fortjener bøger, der bliver stående nemlig.
