Nyt fra de varme lande

Når Oscar K. skriver, plejer Dorte Karrebæk at illustrere. Men hans nyeste børnebog, »Det store kamelvæddeløb«, er det Antonieta Medeiros (opr. fra Bolivia), der illustrerer i streg og akvarel.

Det gør hun mildt og varmt. Det er en rigtig røverhistorie, som Ole Lund Kierkegaard kunne have fortalt den, om sheikens søn Ben Benni, der får en kamel i fødselsdagsgave af sin far, som han skal træne til det store kamelvæddeløb. Det gider hverken Ben Benni eller Musad, som er en fri kamel. At de alligevel vinder over de andre kameler, der er på anabolske steroider (typisk Oscar K.-indslag), og kan bringe hæder til far og de 117 koner, kan man takke den røde chili for! Man kunne indvende, at Oscar K. reproducerer en forældet forestilling om Arabien, men man kan også tage det som den arketypiske og søde historie, det faktisk er. Ikke mindst de fine illustrationer som virkelig får den lille Ben Benni og hans Musad til at leve, gør bogen til en lille ørkenrose.