»Jeg vil fortsætte med at opregne disse år et for et, uden nostalgi, men stakåndet.«
Sådan lyder det mod slutningen af »En stamtavle«, en lille, men informationstæt bog, der regnes for Patrick Modianos selvbiografi.
Bogen selv bærer nu ikke nogen genrebetegnelse. Der står hverken »Erindringer« eller »Memoirer« nederst på forsiden, men selve titlen, »En Stamtavle«, siger vel nogenlunde det samme.
De 111 små sider er under alle omstændigheder et forsøg på at efterspore de mennesker, hændelser og forbindelser, Modianos liv er spundet af og er spundet ind i.
Jeg finder normalt den slags uinteressant: Forfatteres privateri kombineret med læsernes snageri. Men i tilfældet Modiano forekommer en erindringsbog alligevel relevant, fordi hans romaner netop handler om erindring og glemsel – både den private og den kollektive - og om, hvordan kunsten kan skabe sammenhæng.
Ikke nødvendigvis sandhed, men sammenhæng. Det er ikke det samme, og i »En stamtavle« forsøger Modiano at samle hvad han ved – som vanligt med talrige navne og udførlige adresser – og på den måde skabe mening og mane fortiden frem af glemslen.
»Jeg må holde tempoet oppe for ikke at miste modet«, skriver han om det komplicerede arbejde med bogen. Om alt i den er sandt, ved jeg ikke, men de nøgterne, leksikalske oplysninger er gode nok. Som informationerne i åbningslinjerne: »Jeg blev født 30. juli 1945 i Boulogne-Billancourt, Allée Marguerite nr. 11, som søn af en jødisk mand og en flamsk kvinde, der havde mødt hinanden i Paris under besættelsen.«
Faren var, som i Modianos romaner, et enigma. Han arbejdede med lyssky sager, sønnen ikke helt kan gennemskue, og mange af de partnere, han lavede aftaler med, mistænker Modiano for at være dæknavne for faren selv.
Moren, en deltidsskuespiller, var kold. Modiano mindes ikke nogensinde at have fået så meget som et kærligt blik. Men hendes »hårdhjertethed« dækkede over noget andet, og de to mennesker, han burde kende bedst, mor og far, forbliver på den måde gåder.
»De levede så omtumlet, så retningsløst, at jeg må gøre mig umage for at finde nogle spor og mærker i dette flyvesand«, skriver Modiano, der som barn og ung boede på lusede kostskoler. Fordi uddannelse var vejen frem, mente forældrene, mens Modiano fornemmede, at det mest var for at slippe af med ham.
Det blev litteraturen, der tændte lyset i Modianos liv. Som ung begyndte han for alvor at læse, og »En Stamtavle” slutter, hvor Modiano første gang gør dét, der skal blive hans liv. Han begynder at skrive på sin debutroman og åbner dermed et forfatterskab, hvor den nøgterne, lakoniske stil altid er sært bevægende.
Det gælder også »En Stamtavle«, der udkom i Frankrig i 2005, og da han i 2015 blev tildelt Nobelprisen var motivationen præcis og dækkende for hele værket. Det er, lød det, en »erindringskunst, som han bruger til at fremkalde de mest uhåndgribelige menneskelige skæbner samt afdækningen af livet under besættelsen«.
Jeg foretrækker nu romanerne med deres narrative drive frem for »En Stamtavle«, som Morten Chemnitz har oversat med øre for Modianos særlige tone og umærkelige glidninger mellem nutid og datid. Men for fans som jeg er den bestemt værd at læse. Og er selvsagt meget modianosk.
En Stamtavle. Forfatter: Patrick Modiano. Oversætter: Morten Chemnitz. Sider: 111 Pris: 160. Forlag: Arena.
