Mød Jenny Hjerterum og stangdanseren Jannik

Der er danmarksbilleder og livsstil i Thomas Ahrensbøll Hansens ultrakorte historier.

Thomas Ahrensbøll Hansens novellesamling er en samtidscocktail af blandt andet caffé latte og managementsprog. Fold sammen
Læs mere
Foto: Casper Christoffersen

Thomas Ahrensbøll Hansen slår sig løs på den litterære bowlingbane med 44 noveller, eller hvad man nu ellers vælger at kalde de ultrakorte tekster på ofte mindre end én side i »Danny scorer iført bowlingsko«. Knapheden i historiernes fortællestil er på sin vis i slægt med økonomien i øjeblikkets digitale kommunikationsformer, og keglerne eller personerne på Ahrensbøll Hansens bane er udstyret med iøjnefaldende genkendelige og tidstypiske træk.

Karikaturen lurer det meste af tiden lige om hjørnet. Persongalleriet spænder fra Jenny Hjerterum Jensen, 56-årig frimærkesamler og kattemor fra Majrosevej, til Jannik, mandlig stangdanser, der for resten – og det er nok værd at lægge mærke til – er medlem af Biblioteket Øverste Kirurgiskes redaktion. Præcis ligesom forfatteren selv.

Miniportrætterne og de hurtige snapshots af møder og situationer er forfatterens særlige domæne, og de korte tekster skifter konstant mellem personer og miljøer og dukker det ene øjeblik op ved et forældremøde på Bernadotteskolen for det næste øjeblik at slå sig ned ved bardisken på Café Suttekluden på Amagerbrogade eller opsøge swingerklubben i Skelbækgade.

Mennesker mødes og skæv musik opstår, og Thomas Ahrensbøll Hansen leverer sin egen opdaterede version af Jens August Schades klassiske fantasi over bånd, relationer og kærlige alliancer på tværs af tid og sted: Den 59-årige buddha-entusiast, ovnkonstruktør og karmaspreder Lasse møder Carmen Larsen, 56 år, autodidakt digterfilosof og ledende økonoma ved Sophie Amalie Gaardens Plejehjem på Frederiksberg. Berit Jørgensen, 44 år, annoncekonsulent på Frederiksberg Bladet, maneater og fodbolddommer, møder en af sin barndoms helte, den nu tidligere tryllekunstner i Lalandia, Rødby, Mr. Magic ...

Jævnt underholdende

Og sådan kan Thomas Ahrensbøll Hansen blive ved. Han ryster en samtidscocktail, hvis ingredienser er lige dele hverdagsgrå trivialitet, managementsprog, caffe latte-trendiness og folkelig eksotisme. Tristessen og de farverige detaljer går op i en højere enhed, og ikke mindst konsulent- og kursuscenterkulturen er en taknemmelig skydeskive:

»Vildt optændt af innovationspower som følge af formiddagens dobbeltlektion i coaching strategier, generøst leveret med en udsøgt mængde powerpoint slides, tilsat et surpricingly, men velgørende stænk mindfulnesshed …«

Rigtig i sit es er forfatteren, når han inviterer til julebuffet på Skovshoved Kro i selskab med for eksempel en 60-års-fødselsdag, et skuffeselskab, en våbenhandlerforening, en højreorienteret politisk lokalafdeling, en dartklub, skolebestyrelsen for Bernadotteskolen og et netværk for karrierekvinder inden for sexlegetøjsbranchen. Sådan cirka er det moderne danmarksbillede skruet sammen i »Danny scorer iført bowlingsko«.

Thomas Ahrensbøll Hansen har et årvågent øje for absurditeterne i den moderne livsstil og skriver kvikt og slagfærdigt, men for alvor bid i satiren når der ikke at komme, og den sproglige opfindsomhed og jargon mangler lige det sidste i at sidde lige i øjet.Mere end jævnt underholdende bliver det ikke. Iført bowlingkostume scorer forfatteren kun en halv fuldtræffer.

Titel: Danny scorer iført bowlingsko. Forfatter: Thomas Ahrensbøll Hansen. Sider: 72. Pris: 200. Forlag: Biblioteket Øverste Kirurgiske.