Fortælleglæden, indsigten og plottet fejler sådan set ikke noget i den prisbelønnede journalist Miki Mistratis krimi »Lyset sletter nattens spor«. Der er faktisk så mange gode elementer i bogen, at det både er overraskende og ærgerligt, at den alligevel ikke kommer helt derop, hvor klokkerne ringer, anmelderen jubler, og læseren er sikret krimilitterær tilfredsstillelse.
Forklaringen er flersidet og koblet sammen med det, der samtidig er bogens styrker. Netop fordi Mistrati vil, kan og gør så meget, får historien overlæs og slingrer fortællemæssigt faretruende fra den ene til den anden side, heldigvis uden at vælte. Men som læser sidder man undervejs med nerverne på højkant, desværre ikke altid af de rette årsager.
Grundlæggende er plottet og præmissen godt og gennemtænkt. Forfatteren har villet undersøge og vise, hvordan nogle mennesker kan komme så langt ud, at de bliver villige til at dræbe i Guds navn.
Det gør han ved at vende den traditionelle krimiopbygning på hovedet og langsomt bygge op til klimaks. Selve det dramatiske højdepunkt lander derfor først i bogens anden del, efter side 253. Indtil da er der snarere tale om en psykologisk thriller, hvor læseren følger et ellers velfungerende men ensomt menneske gå i opløsning.
«Lyset sletter nattens spor« er fortalt i to parallelle baner, hvor kapitlerne skiftevis følger PET-manden Peter og tabloidjournalisten Martin. Førstnævnte er enlig og døjer med umulige chefer og et løsgående missil af en makker. Sidstnævnte, der er gift og far til en fireårig datter, kæmper med spøgelser fra sin kristne opvækst, sit faglige ståsted, moderens pludselige død og – skal det vise sig – kærligheden.
Man afslører ikke mere, end forfatteren selv gør, ved at fortælle, at det er denne søgende sjæls vej ind i det københavnske salafistmiljø, der er omdrejningspunktet for handlingen. Og som munder ud i et terrorangreb ved Storkespringvandet, hvor to mennesker mister livet og mange andre såres.
Mistratis indlevelse i denne gradvise (med)menneskelige opløsning holder som nævnt langt hen ad vejen. Men ikke helt. Forvandlingen foregår for hurtigt, eller den (be)skrives for hurtigt og kommer derfor til at fremstå for søgt, for banal.
I betragtning af, at Martin er en forsidehungrende kriminalreporter på en Ekstra Blads-lignende tabloidavis, er han nu også temmelig vag og usikker som person. Og man kunne bl.a. godt bruge et psykologisk eller litterært link mellem det faktum, at han er slået helt ud over sin mors død og samtidig rejser på reportagerejse til Yemen få dage efter, som om intet var hændt.
Som læser har man en klar fornemmelse af, at Mistrati ved, hvad han skriver om i forhold til (den islamiske) underverden, efterretningstjeneste og indercirkler i magtens korridorer, og det er også her, han er bedst, selv om det indimellem bliver for detaljeret og uinteressant. Når han derimod bevæger sig ud på følelsernes overdrev, står klicheerne i kø, og den sprudlende fortælleglæde kammer over.
En smule litterært mådehold havde gavnet, samt en større fornemmelse for hvad læseren skal have uddybet og ikke uddybet. Ja, og så at der var strammet bedre op redaktionelt, så der f.eks. ikke blev byttet rundt på personernes navne.
Lyset sletter nattens ord
Forfatter: Miki Mistrati. Sider: 316. Pris: 200 kr. Forlag: Politikens Forlag.
