Egnsspil bliver spillet af amatører, og emnet er lokalt. Der er er væld af agerende, som går over scenen, fordi der skal være plads til alle, som har meldt sig. Sidste bind af Henning Mortensens krimitrilogi »Vinger over Sondrup« former sig som sådan et egnsspil. »Rita Korsika« hedder den.
Der er mange figurer i spil i romanen, og ikke alle sammen har den helt store forbindelse med hovedhandlingen. Og handlingen er heller ikke skruet sammen efter en normal krimi-model. Der begås nok en forbrydelse. Hvem det er, som skal dø, kan ikke afsløres her. Det er en del af plottet. Så meget lader sig dog fortælle, at en stor griseavler får sluppet alle sine grise løs, og det bliver indledningen til en skæbnesvanger familiekonflikt.
Konflikten bliver kun langsomt oprullet, for Mortensen giver sig god tid til at fortælle sin historie og lader sig gerne distrahere af en cirkusgris og en aldrende forfatters vej mod døden. Han henvender sig også flittigt og ofte ironisk til læseren, som han indvier i sine tanker om forløbet og om romanens skæve pointer. Han sludrer altså lidt med os, samtidig med at han underholder os og lader os kigge ind i en lilleverden, hvor bondesnuhed, brugtvognsforhandler-moral og vanvid trives side om side.
Jeg er som altid charmeret af Mortensens veloplagte fortællestil, men skylder at nævne for den travle læser, at hvis man går målrettet efter plot, spænding og masser af action, så skal man nok køre uden om den jyske Bermudatrekant, som befinder sig mellem Horsens, Odder og Sondrup. Og så tror jeg, at trilogien vil vinde ved, at man læser den ud i et stræk. Har man ikke lige de to forrige bind i frisk erindring, så varer det lidt, inden man er helt med og husker personerne og deres individuelle historier.
Men det kommer så sagte, og så er det sjovt at være med til en grotesk begravelse, der foregår i en rundkørsel i Odder. Det er et godt sted at ligge: rigeligt med liv og trafik og så lige ved siden af byggemarkedet. Men gravfreden, vil den sænke sig over stedet? Giv dig god tid, og læs så selv.
