Selviagttagelsen er et vigtigt tema i Nicolaj Stochholms nye digtsamling, hans syvende. Men hvad er det, digteren ser?
»Ødelagt rim« er en både ambitiøs og krævende digtsamling, der blandt andet rummer adskillige referencer til Stochholms tidligere bøger helt tilbage fra debutbogen med den karakteristiske titel »Biografi« fra 1991.
Det nærmest myldrer med jeger i den nye bogs digte, »fremtidsjeget«, »gammeljeget« og »gyrojeget«, hvor det sidste som en vejrhane drejer om sig selv og orienterer sig i forskellige retninger.
Mens de forskellige jeger huserer, går digtene deres egne veje, og sigende nok kan der dukke linjer frem som »mens digtet og jeget skændes«. Andre steder afsender poeten en »SMS fra jeget«, spørger »hvem jeg virkelig er« eller konstaterer: »Mit ego er ødelagt ja og hvad så/jeger delt med en oprørende krop«.
På besøg i Jeg-teateret
Nicolaj Stochholm skriver insisterende om identiteten, om identitetstab eller identitetsfragmentering, men digtene distancerer sig også næsten demonstrativt fra tabsoplevelsen og den medfølgende patos og konstaterer med vendingen »og hvad så« i højere grad et vilkår.
Jeg-huset er måske tidstypisk blevet til et Jeg-teater. Digtene er tilskuere til det store identitets- og jeg-show, hvor den faste synsvinkel er væk, og meget forskelligt kan ske. På bedste konferenciermaner slår sproget ud med armene:
»Velkommen ærinde du haster/forbi min drøm så jeg taler/blandet med flerfoldige syn/stærkere end det jeg drømte/og den tid jeg kommer fra«.
Rejsemotivet har været tilbagevendende hos forfatteren, og i »Ødelagt rim« går bevægelsen fra »nedfrysning« i København til et mildere spansk klima, men uanset de geografiske kulisser triumferer det flerfoldige og flertydige, og digtene, der er organiseret i tre afsnit, manøvrerer overbevisende »mellem enhver mening/og det absolutte ingenting«.
Med titlen »Ødelagt rim« fulgt op af overskriften »Ødelagt rum« på det sidste af bogens afsnit bliver et element af bevidst destruktion slået fast. Nicolaj Stochholm søger med sine nye digte det ufuldkomne som en absolut modsætning til harmoni og helstøbthed.
Lette at læse er hans digte ikke med deres komprimerede billeder, opbrudte sætninger og mange referencer, men hans jeg-teater er ikke desto mindre fascinerende og både et besøg og en indsats værd. Bag flertydigheden gemmer sig en tidstolkning og en identitetsdiskussion, som der er god grund til at tage alvorlig.
