Mankell skrev på kanten af døden

Henning Mankell døde i mandags. Hans sidste bog er et elegant associationsforløb om kræft, død og livets store filosofiske spørgsmål. Medrivende, begavet og livslystent.

Henning Mankell døde efter længere tids kræftsygdom i mandags. Her anmelder vi hans sidste bog »En alvorlig historie om glæden ved livet«. Fold sammen
Læs mere
Foto: REUTERS/Nora Lorek
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Selve tiden har mistet hukommelsen,« skriver Henning Mankell i sin seneste – og sidste – bog, »En alvorlig historie om glæden ved livet«, og selv om han her omtaler en fjern fremtidig efteristids-æra, så er netop den historiske erindring (eller manglen på samme) bogens omdrejningspunkt. Vi er, hvad vi husker.

Med en kræftdiagnose og døden i hælene forsøger Mankell derfor at holde hukommelsen fast. Med både selvbiografiske og civilisationshistoriske redskaber udøver forfatteren til den internationalt anerkendte krimiserie med Kurt Wallander i hovedrollen en litterær mnemoteknik, der trækker universets store historie ind i hans egen, og omvendt. Det er der kommet en meningsfuld og medrivende bog ud af.

Døden indhentede Mankell i mandags, og det giver på sin vis det skrevne en ny dimension. Hans selvopholdelsesdrift og livslyst står så meget desto stærkere, og selv om det er trist, at han er død, at vi alle skal dø, så formår han at gøre livet større og døden mindre med sine livskloge refleksioner og relativering af stort og småt.

»En alvorlig historie om glæden ved livet« er bygget op som én lang elegant associationsrække, der i første omgang synes uden anden struktur end tidsperspektivets.

Men tag ikke fejl, Mankell er en dreven fortæller, der binder sløjfer og sætter i relief. Ved flere gange at vende tilbage til noget, han tidligere har vendt med sig selv og læseren, får han skabt en helstøbt fortælling om livet og døden, had og kærlighed, fortid, nutid og fremtid, civilisation og barbari, afmagt og ansvar, kunst og kreativitet, livsmod og dødsangst.

Tager os med

Han tager os med tilbage til Hagar Qim-templets 5-6.000 år gamle mure på Malta, til 40.000 år gamle hulemalerier og også 100.000 år frem i tiden, hvor is og gletsjere for længst har lagt sig over det meste af den nordlige halvkugle og er smeltet igen, og hvor oplagret atomaffald omsider vil være strålefrit og kan kapsles ud af den dybe svenske klippegrund.

Han filosoferer over, hvilken slags mennesker der til den tid vil befolke kloden, hvordan vi skal kunne sende advarsler om den nukleare fare til folk så langt ude i fremtiden, hvor sprog og konception måske, muligvis, formentlig har ændret sig, og hvor meget undergrunden har rykket sig, når isen har gledet tungt hen over jordskorpen i tusinder af år.

Han tager os også med til Maputo, hvor han i en længere årrække boede halvdelen af året og arbejdede som teaterinstruktør.

Han fortæller om gadebørn og løvejagt og om en moderne opsætning af Aristofanes’ »Lysistrate«. Vi er med i bilen på en dramatisk rejse ad de tyske motorveje, og vi gør holdt med ham i Salamanca, hvor han oplever en tjener, der får nok af utilfredse gæster, og en ældre kvinde, der drikker sherry i mælk og nervøst venter på en skæbnesvanger besked.

Vi går i Wallanders fodspor i sandet ved Skagen, farer vild med en skolesøgende Mankell i en svensk skov, går ud af gymnasiet før tid og rejser til Paris med drømmen om at blive forfatter, vi sidder med til bords, da han efter mange års savn genoptager kontakten med den mor, der forlod ham og tre søskende i en tidlig alder, og nu har sat hende stævne på en café, og vi er med i den udlejningsbil, der 16. december 2013 kører galt mellem Göteborg og Landskrona.

Personligt sorgarbejde

Bilen smadres, men Mankell klarer den. Få uger senere får han imidlertid ondt i nakken. Han tror, det har noget med ulykken at gøre, og han beslutter sig for at blive røntgenfotograferet. Smerterne viser sig at være metastaser af en fremskreden og uhelbredelig lungekræft.

»Pludselig var det, som om livet blev smallere,« skriver han og sammenligner den følelse af angst, som i den første tid overmandede ham, med den angst, han som barn havde for at blive trukket ned af sugende kviksand. Et helvedeshul, kalder han det, som han langsomt arbejdede sig op af, bl.a. gennem erindringen og ved at sætte livet, sit eget liv og alverdens liv, i relief.

I den henseende er »En alvorlig historie om glæden ved livet« et stykke personligt sorgarbejde, der dog rækker længere ud end Mankells egen sfære. Og der er heller intet, eller ikke ret meget, melankolsk ved fortællingen. Mankell er venlig, velafbalanceret, indimellem vittig, når ikke hans vrede over verdens dårskab popper op og minder os om alt det, vi skal værne om og nyde, så længe vi er her.

Livet er kort, skriver han, og døden meget lang. Denne bog er en lille selvbiografi sat ind i universets og menneskehedens uendelige historie. Det er stort.

Titel: En alvorlig historie om glæden ved livet. Forfatter: Henning Mankell. Oversætter: Anneli Høier. Sider: 304. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.