Shit, shit, shit!
Spejle er ikke, hvad de har været, og det værste af det hele er, at man ikke nød synet, mens tid var. For eksempel at ens hals var glat og fin, men det tog man jo bare som en selvfølge. Dengang man var ung. To muligheder tegner sig i horisonten. Man kan sætte sig ned og tudbrøle over al elendigheden, eller man kan kaste sig frådende over Nora Ephrons bog »Jeg er flov over min hals - og andre tanker om at være kvinde«.
Vælger man det sidste, bliver man straks i bedre humør.
Og det er ellers ikke fordi, Ephron lægger fingrene imellem. Hudløst ærligt hudfletter den amerikanske forfatter og filmdramatiker livet efter bikinialderen. Er der overhovedet et liv? Det kunne lyde som den rene ynk, men i Nora Ephrons selskab virker det som et stærkt opkvikkende »skud«, netop fordi hun prikker til tidens politisk korrekte pladder om, hvor fedt det er at blive ældre.
Sludder og vrøvl, tordner Nora Ephron og fortæller hylende morsomt og begavet om trængslerne. Om hvor meget tid hun bruger på at forsøge at sætte tiden i stå: hårfarvning, løbebånd, cremer og lotions, der lover at kunne nedsætte aldringsprocesse, men aldrig holder det.
Hun fortæller også om sine oplevelser og følelser som mor i forældreskabets forskellige stadier, og skriver bl.a. at »den tomme rede« er stærkt undervurderet. Om livet med en teenager i huset skriver hun eksempelvis:
»Ens børn har fået alt, hvad man havde at give - og mere til, hvis man tæller chokoladen med. Man elsker dem ud over alle grænser, meget mere end ens egne forældre elskede én. Og alligevel er de åbenbart faldet ud fuldstændig som teenagere altid falder ud. Bare værre. Hvordan kunne det ske? Hvad har man gjort galt? Desuden er ens teenager, takket være moderne fremskridt på ernæringsfronten, kæmpestor. Sikkert meget større end én selv. Hans lommepengebevilling er på størrelse med Burkina Fasos bruttonationalprodukt - et lille, fattigdomsramt land i Afrika, som hverken én selv eller ens teenager nogensinde havde hørt om, før forleden dag, hvor man sammen skrev en samfundsfagsopgave om det.«
Pendant til Woody Allen
I USA er Nora Ephron kendt som en kvindelig pendant til Woody Allen. Hun er elsket og frygtet for sin skarpe og satiriske pen både som journalist og forfatter. Hun er tre gange Oscar-nomineret, bl.a. for sit filmmanuskript til »Da Harry mødte Sally«, og så er hun desuden berømt for sin stærkt afslørende nøgleroman om ægteskabet med Watergate-journalisten Carl Bernstein. Som bedrog hende fra første dag!
Eller som hun skriver i et af bogens afsluttende kapitler: »Gift dig aldrig med en mand, du ikke ville kunne tænke dig at blive skilt fra igen«.
»Jeg er flov over min hals« er en både ærlig og meget modig bog om dette at blive ældre som kvinde. Bogen er også et forrygende portræt af Nora Ephron. Den tidligere topjournalist fortæller for eksempel om sin alt andet end glamourøse elevtid i Det Hvide Hus under John F. Kenndy, men mest af alt fortæller hun ærligt og underholdende om at være kvinde i livets anden halvdel.
»En af mine største ærgrelser er, at jeg ikke tilbragte min ungdom med at stirre kærligt på min hals. Det faldt mig aldrig ind at være taknemmelig for den. Det faldt mig aldrig ind, at jeg en dag ville tænke nostalgisk tilbage på en del af min krop, som jeg dengang tog fuldstændig for givet,« konstaterer den i dag 65-årige forfatter.
Ærgerligt er det imidlertid, at den danske oversættelse af bestselleren »I Feel Bad About My Neck« halter lidt. I den amerikanske originaludgave konstaterer Nora Ephron således, at »You can never have too many black turtlenecks«. I den danske oversættelse er det blevet til: »Man skal ikke have for mange sorte rullekravesweatre«.
Hvilket er den stik modsatte pointe. Dobbelt ærgerligt, da netop halsen er Nora Ephrons ømme punkt og tilmed lægger navn til bogens titel. Ikke desto mindre kan bogen stærkt anbefales. Læs den, giv den til dine veninder, og læs højt af den for din kæreste/mand. Hvis han ikke synes det er sjovt, så fyr ham. Livet venter derude - selv efter bikinialderen.
