En rund fødselsdag er tilsyneladende en af de mest oplagte begrundelser for udgivelsen af et bind »samlede digte«, og når fødselarerne hedder Pia Juul og Jørgen Leth, er der tale om en poetisk fejring på højt niveau.
De to gange »samlede digte« præsenterer to meget forskellige, men på hver deres måde unikke stemmer. Jørgen Leths stemme er nøgternt registrerende og rendyrker en stiliseret enkelhed, »sådan er det bare«! Pia Juuls stemme deler sig, taler fra skiftende positioner og giver sig til kende i de stadigt skiftende tonefald og en dobbelthed af lidenskabelige følelser og iagttagende distance.
For ti år siden udkom Jørgen Leths »Samlede digte«, og nu op til 75 årsdagen kommer så et bind endnu mere »samlede«. Imellem de to ombæringer er Jørgen Leth blevet både tiljublet kultfigur og hadeobjekt. »Det kan ikke være anderledes«, siger en sætning undervejs noget centralt om lyrikeren, som må kappes om opmærksomheden med filmmanden, cykelkommentatoren og det uperfekte menneske, der op til fødselsdagen udgiver sit tredje bind erindringer.
Efter et par bidrag til 60ernes modernisme fik Leth sit store gennembrud med »Sportsdigte«, hvor cykelrytteren Fausto Coppi var en af de mytologiske helte. I en række senere bøger tømmes digtene for budskaber og dyrker overfladernes og de nøgterne registreringers æstetik. Med de seneste års inddragelse af Haiti og ikke mindst den store jordskælvskatastrofe har nye dimensioner af virkeligheden banet sig vej til digtene, og det registrerende blik og sprogs kontrollerede lidenskab har fået nye nuancer. Den særlige lethske poetik formuleres nu på denne måde: »Det handler om/at forvandle ingenting/til noget«.
Et forfatterskabs dobbeltheder
Allerede titlen, »Levende og lukket«, på 50 årsfødselaren Pia Juuls første digtsamling fra 1985 peger imod dobbelthederne i forfatterskabets temaverden, og med den næste titel »I brand måske« sætter hun den karakteristiske sproglige spænding mellem tonefald næsten på formel. Det følelsesladede »i brand« møder eftertanken og forbeholdet.
Det funklende klare dobbeltsyn er et vandmærke i Pia Juuls poesi, og i hendes digte løber gammel almuekultur med stumper af ordsprog og sange sammen med nutidigheden. Almindeligheden og eventyrernes uhygge og gru krydser hinanden, og kærlighedens pinsler og paradokser beskrives med vellyst og humor: »Det lyder temmelig trist/men var det ikke«.
Jørgen Leths og Pia Juuls »samlede digte« er hver på deres måde en fascinerende demonstration af de personlige stemmeføringers suveræne betydning for poesiens suggestive kraft og evne til at indfange læseren.
Begge samlinger har fået 5 stjerner.
