»I køkkenet drak jeg morgenkaffe, rød Nescafé. Jeg puttede to nøjagtig toppede teskefulde i koppen, hældte mælk i og stillede kartonen tilbage på den faste plads, til venstre i køleskabet. Ved siden af elkogeren stod min køkkenrulleholder. Jeg rev forsigtigt et stykke papir af og kontrollerede, at køkkenrullen var placeret korrekt. Det var den«.
Det er Anders Hjort, der skriver. 41-årige Anders Hjort, der er journalist på Politiken, men som nu også har skrevet en roman om sig selv, »Han løber på tagene om natten«, og som har en livshistorie, der i hvert fald er usædvanlig. Han har OCD i en grad, som vist kun kan kaldes svær, det er ikke kun nogle enkelte ting, der bare skal være på en helt bestemt måde, hvis angsten skal holdes nede eller væk, det er i de værste perioder flere hundreder.
Jinx kalder Anders Hjort dem selv, disse tvangsneurotiske stopklodser, som præger og hæmmer hans liv, og at der så også synes at være oplagte forklaringer på den plagede mands plager fremgår af romanen, hvis hovedperson og jegfortæller som barn var indlagt utallige gange med en mavelidelse. Der var andre personlige tragedier. Sammenhængen er tydelig, nærmest overtydelig.
Uklynkende ligefremhed
Og kan der komme en god roman ud af sådan en omgang selvbekendelse fra en psykisk ramt (men jo også – på andre måder – velfungerende) debutant, det er selvfølgelig spørgsmålet, og her må svaret være, at, ja, det kan der faktisk godt. Anders Hjort fortæller sin barske historie med en uklynkende, journalistisk ligefremhed og disponerer sin fortælling sikkert med dens nutider, fortider og fremtider. Som her:
»Tidligere det år skulle jeg dække filmfestivalen i Cannes sammen med en række andre danske journalister. Jeg var der i to uger og faldt i snak med en af reporterne fra en konkurrerende avis. Vi talte om ritualer og rutiner omkring vores arbejde, men i løbet af samtalen begyndte reporteren, som var lidt ældre end mig, at fortælle om sin egen personlige overtro. Det viste sig, at han led af dødsangst, og at han gennem flere år havde været i behandling«.
Eller som her:
»En dag, da jeg vågnede, lang tid efter, havde jeg ikke længere lyst til at spise morgenmad. I stedet kørte jeg direkte ind på avisen. Jeg var så træt, at jeg næsten ikke kunne åbne øjnene. I et par timer sad jeg på redaktionen, uden at kunne foretage mig noget som helst, og så meldte jeg mig syg.«
Eksemplerne her dækker næppe over en form og en stil, som man vinder litterære priser for, men der er også noget velgørende over en roman, der ikke vil andet end »blot« fortælle en historie i klartekst. Som ikke rummer bibetydninger, undertekster, antydninger, skjulte litterære henvisninger, men som, om man så må sige, hviler i sig selv, selv om jeg-fortælleren, som det turde være fremgået, absolut ikke altid selv har gjort det.
Om Anders Hjort så har flere romaner i sig, det må vi se. Hovedstolen er brugt op, der skal andre emner på banen og blokken. Lad os håbe det bedste. Både for forfatteren og hans forfatterskab. Den barske begyndelse er i hvert fald en god begyndelse.
Titel: Han løber på tagene om natten. Forfatter: Anders Hjort. Sider: 190. Pris: 259. Forlag: Byens Forlag.
