Jagten på kommandanten fra Auschwitz

Sam Pivnik overlevede Auschwitz, hvor lejrkommandant Rudolf Höss herskede. Pivniks erindringsbog, »Overlever«, er stærkt bevægende. Höss blev fanget og hængt. Om jagten på ham har Thomas Harding skrevet bogen »Hanns og Rudolf«. To bøger, der er et værn mod historieløsheden.

Ledelsen af udryddelses­lejren i Auschwitz på udflugt til Solahütte – et rekreationsområde for lejrens personale beliggende ca. 30 km syd for Auschwitz. Rudolf Hôss ses i forreste række som nr. to fra venstre med medalje på brystet. Fotoet stammer fra et album med billeder – taget mellem maj og december 1944 – der skildrer hverdagen for SS-officerer og andre ansatte i Auschwitz. Albummet findes nu i United States Holocaust Memorial Museum i Washington. Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en skræmmende tanke, at der om få år ingen levende vidner er, der kan fortælle om nazismens og kommunismens ugerninger. Man registrerer dødsannoncerne og ser, at de sidste vidner forsvinder. Det giver et stik i hjertet hver gang, for ganske vist har vi dem på film og bøger, men det er et smerteligt tab, når et vidne går bort. Og den bekymring melder sig, at uden levende vidner og med afstanden til disse afgørende tragedier vil der være frit slag for manipulation og misbrug.

Måske er det den erkendelse, der i de seneste år har fået de sidste vidner og forfattere til at sende en strøm af erindringsbøger ud om holocaust. Aldrig har vi set et så stort antal bøger om netop dette emne.

Forlaget People’s Press udsender en erindringsbog af Sam Pivnik, der overlevede nazisternes mordmaskine i KZ-lejre. Og Nyt Nordisk Forlag publicerer journalisten Thomas Hardings fortælling om den tysk-britiske jøde Hanns Alexander, som kort efter krigen jagtede Rudolf Höss, der havde været kommandant i Auschwitz, hvor også Sam Pivnik havde været fange.

Sam Pivnik lever endnu. Han blev født i 1926 i Polen, og nazisterne tvang ham og hans familie til at bo i en jødisk ghetto. I 1943 blev familien deporteret til Auschwitz, hvor de fleste blev myrdet ved ankomsten. En ældre søster overlevede i ti dage, indtil hun blev udvalgt til gaskammeret. Sam Pivnik fik til opgave at tømme de ankomne togvogne for mennesker, hvor de skulle udvælges til arbejde eller døden i gaskammer. Siden blev han sat til at arbejde i en kulmine, og da russerne nærmede sig, blev han sendt på en af de frygtede dødsmarcher, der førte ham og de få overlevende andre fanger nordpå. Efter ugers sult og rædsler blev han overført til et fængsels­skib, der straks blev angrebet af britiske fly. Af skibets 7.000 fanger overlevede kun 500, og Sam Pivnik reddede sig ved at være på øverste dæk og springe i vandet og svømme i land.

Efter krigen kom Sam Pivnik til England, men han drog til Palæstina og deltog i kampene med araberne om området. I det sidste kapitel reflekterer Sam Pivnik over holocaust og de mordere, som han mødte – for eksempel lægen dr. Mengele. Han skriver også om Auschwitz-kommandanten Rudolf Höss, der blev hængt i den dødsbarak, hvor så mange fanger var blevet myrdet.

Der er mange erindringsbøger fra overlevende jøder, og denne er absolut en af de bedste. Den er skrevet i en stærk personlig og letlæst stil. Den er garneret med fotografier både fra før og efter krigen. Bogen udkom i England i 2012, og det sidste fotografi viser den aldrende Sam Pivnik under et besøg i Auschwitz/Birkenau i 2009. Stærkt gribende og troværdig.

Thriller med overraskende effekter

Thomas Hardings bog »Hanns og Rudolf. En tysk jødes jagt på kommenandanten af Auschwitz« ligger i fin forlængelse af Sam Pivniks bog. Titlen refererer til Hanns Alexan­der og Rudolf Höss. Bogen er en overraskelse, fordi den er komponeret som en thriller med overraskende effekter, der virker. Kort fortalt fortæller den om Hanns Alexan­der, der er forfatterens onkel, og bogen tager afsæt i dennes begravelse i 2006. Thomas Harding vidste fra familie­fortællinger, at hans onkel efter krigen havde været med til at jagte nazister, men detaljer kendte han ikke.

I de første kapitler fortæller forfatteren om sin tysk-jødiske familie. Hanns’ far var læge i Berlin, men i 1936 rejste familien til London på flugt fra nazismen. Hanns og hans bror meldte sig til den britiske hær. Hanns blev kaptajn og var en af de første, der åbnede portene til kz-lejrene, da nazismen var besejret. Han blev snart engageret i jagten på en række naziforbrydere, og Rudolf Höss var hans største fangst.

Hanns fangede Höss på en bondegård i nærheden af den danske grænse og gav sine mænd lov til at gennemprygle ham. Derefter overgav de ham til britiske myndigheder, og Höss optrådte ved Nürnberg-processen, hvor han vidnede mod andre topnazister. Thomas Harding fortæller dramatisk om den nådesløse jagt på Höss og forsøger at give et portræt af Höss, som var en af naziregimets mest nådesløse kommandanter, men som i retsopgøret forsøgte at fremstille sig selv som et humant menneske, der blot fulgte ordre.

Bogen udkom på engelsk i 2013 og fik en lang række priser. Thomas Harding udtrykker håb om, at bogen vil vise, at intet er sort eller hvidt i denne verden – heller ikke mordere som Rudolf Höss. Flere britiske og amerikanske anmeldere påpeger dog, at Thomas Harding ukritisk har troet på Rudolf Höss’ selvbiografi og derfor ikke har forstået dybden af den kyniske manipulation, som Höss forsøgte sig med. Det har de nok ret i, men bogen er superspændende og med dette ene forbehold kan den varmt anbefales. Harding har benyttet både mundtlige kilder og nyåbnede arkiver, og der gøres heldigvis nøje rede for dem i bogen. Hardings bog er ikke kun fortællingen om jagten på Höss.

Hans indledende kapitler om livet i Tyskland er vellykkede, og bogen stiller helt generelle menneskelige spørgsmål, som rækker ud over den dramatiske jagt på naziforbrydere. Hvordan kan mennesker blive massemordere? Og hvordan reagerede jøder, når de blev stillet ansigt til ansigt med morderne? Og var hævnen retfærdig?

Politisk misbrug af tragedien

Ingen kan forstå menneskeforagten i lejre som Auschwitz. Det har for få måneder siden vakt opsigt, at den britiske forfatter Martin Amis i sin seneste bog »The Zone of Interest« (2014) forsøger at skildre livet i Auschwitz gennem en beskrivelse af Höss-familiens dagligdag, hvor mord og ugerninger kun anes perfifært. Flere forlag nægtede at udgive bogen, fordi de frygtede, at den ville vække anstød. Amis forsøger at skildre dét, der ikke kan skildres, ved at fortælle om dagligdagen hos kommandantens familie. Generelt blev bogen positivt modtaget af anmelderne.

Holocaust er allerede kommet så langt væk, at tragedien nu kan misbruges politisk. Ved Krystalnatten 9. november i år arrangerede venstrefløjen en ceremoni uden jøder, og hvor overskuddet gik til Gaza. SFeren Trine Pertou Mach, der var medarrangør, udtalte, at jøderne jo ikke ejede holocaust. Det er delvist sandt, for holocaust har et alment menneskeligt budskab, men at slå politisk plat på folkemordet er vel at drive spøgen for vidt. Men det er sandsynligvis kun begyndelsen, for med afstanden og uden levende vidner vil vi se denne form for misbrug stige.

Begge de to anmeldte bøger er fornemme eksempler på, hvordan historien kan fortælles på en levende måde, der er med til at fastholde denne afgørende begivenhed på en relevant måde også for yngre læsere.

Fem stjerner:

Titel: Overlever. Auschwitz, dødsmarchen og min kamp for frihed. Forfatter: Sam Pivnik. Sider: 320. Pris: 300 kr. Forlag: People’sPress.

Fem stjerner:

Titel: Hanns og Rudolf. En tysk jødes jagt på kommandanten af Auschwitz. Forfatter: Thomas Harding. Sider: 372. Pris: 300 kr. Forlag: Nyt Nordisk Forlag.