Ikke en skid romantiserende

Helle Helles nye roman »Dette burde skrives i nutid« viser en forfatter, der i den grad har noget at »skrive skrive« om, og som gør det hylende morsomt, kærligt og dødalvorligt.

Forfatter Helle Helle om sin nye bog "Dette burde skrives i nutid" Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mange læsere vil formodentligt tro, at Helle Helles nye roman »Dette burde skrives i nutid« allerede er udkommet, set i lyset af de mange store interviews, der allerede har været om bogen. Jeg skulle være et skarn ikke at unde Helle Helle den omtale, men jeg er meget glad for, at jeg selv fik lov at læse romanen, helt jomfruelig, før den blev forklaret af forfatteren selv. »Dette burde skrives i nutid« er en virkelig skøn læseoplevelse, så er det sagt.

Romanen foregår, som sjovt nok også Lone Hørslevs nye roman »Sorg og camping« i midtfirserne (og i begge romaner spiller Søren Ulrik Thomsens »City Slang« også en rolle). Geografisk er vi i Glumsø, sidste station før Næstved. Her har hovedpersonen, som vi først på side 56 finder ud af hedder Dorte (Dorte Hansen, ligesom faster, som vi på daværende tidspunkt har hørt en del om), lejet et lille hus lige ved stationen.

Romanen indrammes af ankomst til og afrejse fra huset – begge gange blomstrer syrenerne – men i en række lange flashbacks får vi Dortes tidligere flytninger og kærligheder med. Det hedder sig, at Dorte læser litteratur på universitetet, men i realiteten dasker hun mere rundt i det nyopførte Scala i København.

Dorte er i en slags puppestadie, et mellemrum, og netop den ungdomstilstand, skildrer Helle Helle eminent godt. Det er svært at finde ud af, hvordan man gør tingene helt selv: Hvordan man spiser (ikke alle kiksene på én gang), sover (ikke om dagen efter du har spist alle kiksene), og gebærder sig i det offentlige rum. Særligt det sidste er svært og får Dorte til at købe to sprittuscher i stedet for én »for ikke at virke nærig«, og lade sig følge helt ud på KUA, selv om hun ikke går til timen.

Uden at sige noget eksplicit viser Helle Helle, hvor meget miljøet sidder fast i et menneske, og hvor svært det er at bevæge sig over i et andet uden at føle, at man svigter det første. Fra faster Dortes verden i smørrebrødsbutikken i Næstved til det litterære miljø i København. Som vi lige får en flig af. Meget fint og med få ord tegner Helle Helle et portræt af ensomheden og sårbarheden selv i skikkelse af faster Dorte med de ømme fødder og det svigtede hjerte. 

Som her (i et flashback), hvor unge Dorte spiser lam hos kæresten Per Finland og hans overmåde eksemplariske lærerforældre, og kommer til at tænke på faster: »Jeg havde fået lam én gang tidligere, hos Dorte. Det var i stedet for Halkidiki, det var sørgelam. Hun var lige flyttet fra flyttemanden, de skulle have været af sted sammen. Vi var kun os to, fadet var pyntet med agurk og fetaost. Vi sad længe og kiggede på det.«Det er, så man får ondt i hjertet.

Men der er også humor, rigtig meget endda, på vanlig underspillet vis. Dorte keder sig, og det er der andre, der gør. Nærmest tilfældigt begynder hun at gå i seng med fyren på DSB- stationen, som også opsøger hende om natten iført sin hvide badekåbe (Dortes er pink). En nat er det imidlertid en græsgrøn badekåbe, der står og ryger i Dorte have, det er DSB fyrens kæreste: » – Jeg ryger ikke, sagde hun. – Okay, sagde jeg«.

»Dette burde skrives i nutid« er også et portræt af kunstneren som hvalp. Ikke en skid romantiserende, men meget præcist og ærligt. Dorte skrev ikke, men vi fornemmer klart, at det er det, hun kommer til. Præcis som Helle Helle gjorde. Som DSB–fyren, som vi nu får at vide hedder Knud, råber på sidste side, da Dorte forlader Glumsø: »Skriv«.