Læg mærke til underrubrikken: Kontrafaktiv selvbiografi! Ikke en helt gængs en af slagsen, og jeg sad da også og tyggede på, hvordan man egentlig skulle kategorisere digteren Martin Larsens værk »Hvis jeg var kunstner«, uden at nå frem til bedre forslag, end han selv stiller som undertekst.
Og dog er »Hvis jeg var kunstner« ikke bare kontrafaktiv, altså en beskrivelse af, hvordan et liv kunne have været, hvis præmisserne var anderledes, uden derigennem også at danne billeder af, hvordan livet og dets drømme og forestillinger er for jeg´et, alias Larsen, men også alias flere af os andre. Martin Larsen bruger, i lighed med Niels Frank, der tidligere på året udgav den dog langt mere privat- og pinligheds-spillende »Spørgespil«, det biografiske stof som motor i en blanding af essayistik og fiktion, som er frigjort fra kravet og forestillingen om den biografiske sandhed.
Alle læsemuskler rørt
Hvis Larsen »var kunstner«, ville han primært arbejde i et andet medie end skriftens, nemlig visuelt og lydligt. Han ville også færdes i et andet miljø og se med et udefrakommende blik på digterstanden og litteraturen. »Hvis jeg var kunstner« er bygget op som en lang liste af udsagn (inspireret af amerikaneren Joe Brainards værk fra 1975, »I Remember«), der alle begynder med ordene: »hvis jeg var kunstner«.
Bogen begynder med små, banale tekststykker som »hvis jeg var kunstner ville jeg være mere gavmild over for mine venner og i det hele taget« og bevæger sig over i længere og længere refleksioner over kunstnerrollen og derigennem også over livet og dets tildragelser i det hele taget. Det er produktiv læsning, fordi »hvad nu hvis«-formen naturligvis forplanter sig til læseren. Tekster veksler hele vejen fra det humoristiske til det kunst- og samfundskritiske, fra det personlige til det almene, så alle læsemuskler bliver rørt!
Digter og konceptkunstner
Nu er det jo sådan, at Martin Larsen faktisk er kunstner, hvis man til kunstnerstanden regner også digtere. Og man kan diskutere om »Svanesøsonetterne« (2005) - en æske med 60 sammenkrøllede blade og notater til en sonetkrans - og det 6.000 sider lange værk »Monogrammer« (2008) (otte bind, bestående af 2.346.135 kombinationer af de dengang godkendte danske for- og efternavne samt indskudte essays) samt også dette nye værk, bestående af præcis 25.000 ord, og trykt i en speciel ligatur-skrift, ikke både er litteratur men samtidig også konceptuelle kunstværker?
Lad os slå fast: Larsen er både digter og konceptuel kunstner, og gennem bogen præsenterer han ene værk efter det andet, som det bare er at udføre! Et par af dem har han allerede lavet, men vi har f.eks. endnu »God´s Room« til gode, sammen med den store symfoni for mobiltelefoner. Jeg glæder mig.
