Med sin fjerde roman, »Den inderste fare«, bevæger Birgithe Kosović sig helt ind i den historiske romangenre, som hun i mere autofiktiv form udforskede i forgængeren, »Det dobbelte land«, der handlede om hendes serbiske slægt.
Denne gang har hun kastet sig over én af de mest omdiskuterede perioder i Danmarkshistorien, samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig, som hun bringer til live i romanportrættet af periodens helt altdominerende og forhadte danske karakter, udenrigs- og statsminister Erik Scavenius.
Samarbejdspolitikken har langt overvejende været fordømt af eftertiden og var for få år siden igen et hedt politisk emne, da der skulle argumenteres for et mere aktivistisk engagement i internationale konflikter. Skal man vælge idealisme eller pragmatisme? Skal man stå op for det, man har kært, eller arbejde ad kompromisets vej?
Scavenius vælger det sidste, velvidende, at han vil stå tilbage som landsforræder, uanset krigens udfald.
»Jeg kæmper for at trække tiden ud«, svarer han sin kamplystne nevø. Han trækker tiden og giver nazisterne indrømmelser for at bringe danskerne og især de danske jøder, der fylder stadigt mere i hans bevidsthed, sikkert gennem krigen. Han raser mod de øvrige ministre og kongen, der i hans optik ikke forstår konsekvenserne af at stå op mod Tyskland. »Bondeknold«, hvisler han og truer jævnligt med at gå af, hvis de ikke spiller med på hans melodi.
Det private og det politiske
»Den inderste fare« er første bind af et planlagt tobindsværk om Erik Scavenius. Romanens scoop er selvfølgelig, at synsvinklen er lagt hos historiens skurk.
Vi forstår hans frustration over de uendelige diskussioner og den manglende anerkendelse af det muliges kunst i en umulig og dødsens farlig kontekst, men vi ser også hans blinde vinkler og mindre flatterende karaktertræk bl.a. via romanstrukturen, der ganske smidigt veksler mellem det private og det politiske.
Kosovićs Scavenius er også en svigefuld ægtemand, en notorisk skørtejæger. Han er intelligent og stålsat, men også kolerisk, angst for alderdommen og låst af sin fortid i diplomatiet.
»Jeg er embedsmand«, siger Scavenius, da han i 1942 møder den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, dr. Werner Best. Netop her ligger både nøglen til Scavenius ageren og romanens kobling til nutiden.
Scavenius tror på forvaltning, ikke forhandling, og denne elitære og antidemokratiske tilgang får ham i passager - trods hans tvivl og selvhad - til at fremstå lige så totalitær som nazisterne. Danmark i 2016 er noget ganske andet end besættelsestiden, men romanens tematik peger direkte ind i vor tids debatter om ytringsfrihed, elite og »nødvendighedens politik«.
Birgithe Kosović tegner tiden og manden frem med saft og kraft, og hun minder med sin sanselige stil om genreforgængere som Dorrit Willumsen og Maria Helleberg.
Hendes smag for nutidige vendinger, anglicismer og skjulte fortællerrefleksioner forstyrrer læsningen en anelse, men man rives med af fortælleglæden i denne første del af det fascinerende portræt af en kompleks mand, der af pligtfølelse svigter både sit land og sine nærmeste, men måske mest af alt sig selv.
Titel: Den inderste fare. Forfatter: Birgithe Kosović. Sider: 350. Pris: 300 kr. Forlag: Politikens Forlag
