Selv om vi ikke ved, hvem der gemmer sig bag pseudonymet Elena Ferrante, kender vi efterhånden en hel del til forfatteren bag kvartetten om den geniale veninde. Elena Ferrante skriver nemlig på hovedstolen, og vidste man ikke dette før, står det ganske klart med udgivelsen på dansk af to meget forskellige, smukt oversatte bøger.
Den ene er en fortryllende, troldsk børnebog, den anden en intens, psykologisk voksenroman, og begge handler om en dukke, der forsvinder. På hver sin måde og med hver sin udgang, men alligevel med kraftige tråde til Napoli-kvartetten om de to umage veninder, der som små piger mister deres dukker i en kælderskakt, hvorefter dukkerne et langt, begivenhedsrigt liv senere dukker op foran den ene aldrende kvindes dør.
Dukken er et symbol.
Ud over at repræsentere en tydeligvis traumatisk oplevelse i forfatterens liv, bliver den også et sindbillede på uskyld og en form for uberørt og begrænsende kvindelighed. Dukken er et barn, som den lille pige er mor for, og dukken er dermed også en fastfrysning af det feminine, det forudsigelige, det forsnævrende. Fint og farligt på samme tid.
Børnebogen, »Stranden om natten«, der udkom i Italien i 2007, er for de 4-7 årige, men den kan med god effekt sagtens læses af ældre børn. Den relativt enkle historie af næsten h.c. andersensk format har en dybde og en dobbelttydighed, der vil kunne pirre både små og store.
Fortælleren i »Stranden om natten« er den talende dukke Celina, der bliver glemt på stranden, fordi hendes »mor«, den fem-årige Mati, har fået en kat og derfor ændrer fokus og svigter sin hidtil eneste ene.
Solnedgangens Bademester Grusom finder Celina, da han rydder op, og med sin rive flår han hende hen i bunken af efterladt affald, som skal brændes. Han hører hende imidlertid råbe om hjælp og får den idé at sælge hende eller rettere hendes ord på dukkemarkedet. Ord er værdifulde. Inden det dog når så vidt, bliver hun skyllet væk af en bølge, katten redder hende og alt ender godt.
Mor og datter
Vil man som voksen have det fulde udbytte af børnebogens mange lag, bør man forinden læse Ferrantes lille fine roman »Dukken der blev væk«, der udkom på italiensk i 2006.
Her er det jeg-fortælleren Leda, en 48-årig universitetslektor og mor til to voksne døtre, der stjæler en dukke fra en lille pige på stranden. Formålet med handlingen flagrer mellem et forsøg på at forstyrre den mor-datter-ro, som Leda både beundrer og misunder pigen og hendes unge smukke mor, og et forsøg på at gribe fat i fortidens dæmoner for at gøre op med hidtidige kontroversielle handlinger.
Leda får med sin irrationelle beslutning om at stjæle barnets barn revet op i sin egen selvforståelse, både i relation til sin afdøde mor og i relation til de to døtre, der nu bor med eksmanden i Canada, og som hun som ung karrierebevidst, nyforelsket forsker forlod i tre år.
Hun begår en tilsyneladende håndgribelig ondsindet handling, der martrer både barnet, moren og hende selv, og handlingen er forargelig og foruroligende, men den er også forløsende for hende. Og formentlig (forhåbentlig), for de fleste (kvindelige) læsere.
»En mor er kun en datter som leger,« skriver Elena Ferrante et sted. Og et andet sted: »Vi bliver aldrig voksne«.
Så værsgo’! Her er der to fremragende, foruroligende fortællinger til frygtløse, infantile fruentimmere m.fl.
